Skriv en kommentar
Filmen starter ellers helt derude tæt på eller et halvt skridt ude over den menneskelige afgrund. Hole vågner af sin rus, da han taber den tomme vodka-flaske i sin hånd. Han befinder sig på en legeplads i Vigelandsparken i Oslo. Omkringstående voksne og børn ser undrende og forargede til, mens han vakler væk.
Senere dukker han op på stationen, hvor han henter en gevaldig dynge post fra den seneste uges tid. Holes chef dukker og spørger til årsagen til det ugelange fravær. ”Min onkel sku’ begraves”, lyder det trevne og lidet sandfærdige svar. Da chefen er gået igen, åbner Hole et brev, adresseret specifikt til ham, med en kryptisk varsel underskrevet med en barnlig tegning af en snemand.
Mystikken har indfundet sig på scenen. En kvinde er forsvundet og uden for hendes og mandens hus står der nu en snemand, hvorom er svøbt et af kvindens tørklæder. Holes får dog snart færten af en større sammenhæng.
Udover Holes lettere klicheprægede figur, finder man i persongallerit Rakel, og hendes søn, Oleg. Hole føler stor tilknytning til de to, faktisk så stor, at han efter bedste – men i praksis fattige – evne forsøger at udfylde det hul, som Olegs savn af en faderfigur har efterladt. Nogle gange lykkes det, men for Oleg som for Rakel, ja for omgivelserne i bred almindelighed gælder det, at de ikke skal komme for tæt på den skrøbelige Hole. Der er alt for mange dæmoner at holde styr på, selv om Hole inderst inde er og gerne vil leve som … et godt menneske.
Min første tanke, da jeg læste, at Snemanden blev filmatiseret med engelske, amerikanske og som det senere viste sig også danske skuespillere, var at Harry Hole er nordmand og så skal historierne naturligvis også filmes autentisk på norsk. Min skepsis bliver imidlertid gjort til skamme af en særdeles vellykket casting. Efter at have set Michael Fassbender med det kliniske, sterile udtryk som androiden Walter i Alien: Covenant, er det en fornøjelse at se ham som den noget selvdestruktive og sine steder naive Harry Hole. Der er måske ikke tale om intenst karakterskuespil, men han fylder rollen fint ud og udbygger karakteren fin som handlingen skrider frem.
Rebecca Ferguson i rollen som Katrine Bratt, der er forflyttet til Oslo fra Bergen, bærer tydeligt på en tragisk hemmelighed. Hun bliver en slags makker for Hole i jagten på den seriemorder, der gør det af med omhyggeligt udvalgte gifte kvinder i samme takt som vejret slår om i sne. Charlotte Gainsbourg udgør en mere uudgrundelig karakter i rollen Rakel. Val Kilmer virker en smule for karikeret i rollen som den excentriske Bergen-strømer Gert Rafto, mens J. K. Simmons har bidende nerve som erhvervsmanden Arve Støp, der ihærdigt forsøger få et stort vintersports-arrangement til Oslo. David Dencik, kendt blandt andet fra Fuglene over sundet, har et udtryk, der gør ham velegnet til rollen som den sleske læge Idar Vetlesen, mens Jakob Oftebro står mere anonymt i rollen som betjent Skarre.
Tilsammen dog et persongalleri, der sammen med den barske vinterklædte norske natur giver historien dybde og sine steder lige den fortælletekniske tvetydighed, som en krimi efter min smag meget gerne må bære på – hvis man ellers ikke har læst romanforlægget. I hvert fald er Snemanden en overvejende særdeles vellykket filmatisering af Jo Nesbøs roman. For nu at sige det kort: Michael Fassbender er Harry Hole.
