Skriv en kommentar
At biografier er en af bogmarkedets bedst sælgende produkter, er hævet over enhver tvivl. De megalomane bøger rammer et eller andet i os. Når genren er bedst, kommer man tættere på et menneske, som man ellers kun kender overfladisk. Det er derfor med stor vellyst, at man sætter sig til rette i stolen og lytter til Søren Pilmark og journalist Kirsten Jacobsens fortælling om Søren Louis Pilmark.
I bogen får vi historien om et såvel talentfuldt som almindeligt menneske. Vi følger den unge dreng, der tager sine barndoms oplevelser alvorligt og bruger dem til at psykologisere, det individ, vi i dag hylder som en af landets fremmeste skuespillere. Fra hjemmet, hvor forholdet til broderen, faderen og moderen naturligvis bliver alt overskyggende til det kreative individ, der favner så uendeligt bredt. Bogen er fortalt i en lunefuld stemning, der såvel virker livsklog som underspillet humoristisk. Undervejs tager man sig derfor i at grine med på episoderne, som beskrives analogt med, at man kommer nærmere, hvad det vil sige at udvikle sig som menneske.
Derved fungerer bogen som en veldrejet biografi på flere planer; den er på en gang en megaloman beskrivelse af et interessant menneske og et værktøj til at forstå sig selv bedre. Endvidere indlemmes der en encyklopædisk viden – fortalt igennem oplevelser fra Pilmarks liv – der opridser mandens imponerende karriere. Efter teksten, der udgør den egentlige biografi, optræder der et godt og omfattende billedmateriale, der igen opsumerer biografiens ærinde; at fortælle om Pilmarks karriere og at karakterisere ham som menneske. Sidst i bogen udbygges dette yderligere med udvalgte anmelderkommentarer til Pilmarks karriere. Denne del er klart bogens svageste, da man egentlig ikke får meget ud af et par rosende ord fra mastodontanmelderen Jens Kistrup og hvad han måtte mene om Pilmarks performance i en Shakespeareforestilling på Det Kongelige Teater. Bogen er fortalt i letlæseligt sprog, som glider fint og venligt tager læseren ved hånden og sørger for, at alle kan følge med.
Bogen synes ikke at være et uomgængeligt og vigtigt værk, men den udgør en morsom og interessant beskrivelse af såvel mennesket som kunstneren Pilmark. Denne dialektiske opbygnin understreger en af bogens (og vel også oftest biografismens) pointer, der synes at være at det levede liv står i naturlig relation til kunsten.
Endvidere kan bogen også læses som en slags udviklingshistorie af skuespillets historie fra 60’erne og frem til i dag, da vi faktisk via Pilmarks karriere kommer hele vejen rundt.
Familien fylder meget i bogen om Søren Louis Pilmark, og det er jo naturligt, da familien både i opvæksten og senere i ægteskabet og i rollen som far, får en stor plads i dette menneskes liv. Der synes dog ikke at være megen Djarnisdreng (Pilmarks rolle i Faulis ”De skrigende Halse”) eller kogekabale over disse sider af mandens liv. Det ærgrer naturligvis den skandale og dramafikserede læser, og detundrer rent faktisk også, at et menneske, der i Kistrups øjne spiller så godt Shakespere, kan være så harmonisk på dette plan – man tager sig til panden og tænker lidt, at bogen måske nok alligevel er lidt for meget for familien Danmark, der med smil på læben tænker på Bahnsen fra Harry-reklamer, hvor Pilmark jo i øvrigt spiller den mest almindelige af alle mennesker overhovedet.
For satan, Søren, hvor er kanten, og hvorfor er Bornholm bare den dejligste danske ferieø og ikke et sted for drama og oprørte vande? For jeg ville godt have set lidt mere Hamlet, end forholdet til faderen egentlig afslører i den gode men lidt for glatte bog (med enkelte skygger, der også anes på forsiden af biografien!)
Så her er den perfekte julegave af en pageturner, men noget kanonslag til nytår giver den nu ikke.
Bogen er venligst stillet til rådighed af
Gyldendal.
