Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
”Det er helt usædvanligt meget, når europæisk film generelt sælger omkring 5.000 billetter hver,” siger Maja Dykjær Giese, afdelingsleder i Filminstituttet, da hun i Politiken den 15. marts gør status over 2005 i de danske biografer. Et år, hvor ikke færre end 336.000 danskere har indløst billet til Der Untergang, og dermed har gjort Oliver Hirschbiegels tyske storfilm til en af de mest sete film i 2005 overhovedet.
I en direkte sammenligning lyder godt 14.000 solgte billetter til Sophie Scholl – De sidste dage ikke af meget. Men taget i betragtning, at der ikke var mange flere der så vores egen Thomas Vinterbergs Dear Wendy eller Anders Rønnow-Klarlunds stort opsatte dukkefilm, Strings, så er besøgstallet til et lavmælt tysk drama faktisk rigtig pænt. Og ganske givet en direkte afsmitning på den enorme succes, tysk selvransagelse om anden verdenskrig, havde fået med Der Untergang.
Hvor Der Untergang med bulder, brag og store armbevægelser effektivt fortæller om de sidste dage i Adolf Hitlers førerbunker, skildrer Sophie Scholl med rolig hånd og et noget mindre budget de sidste dage i en ung modstandkvindes liv. Den 21-årige Sophie Scholl (Julia Jentsch) bliver i 1943 sammen med sin tre år ældre bror pågrebet af Gestapo, efter at de har kastet antinazistiske flyveblade ud over universitetet i München. Sophie Scholl nægter alt, og har sin dækhistorie klar. Men beviser og indicier samler sig imod hende, og snart handler det om at tage sin straf og beskytte de øvrige medlemmer af modstandsgruppen, ’Den hvide rose’.
Sophie Scholl – De sidste dage er blevet mulig, efter at en række dokumenter fra nazitidens Tyskland er dukket frem fra historiens gemmer. Og at instruktør, Marc Rothemund, sidder med en dokumentarisk vigtig fortælling, er tydeligt. Sophie Scholl er klinisk renset for filmiske kunstgreb og fortælles i en stil og sceneopbygning, der nærmer sig teatrets. Fokus er rettet imod bevisførelsen imod den unge kvinde, og filmens første time er koncentreret om – for en film - meget lange dialogscener over en nazists forhørsbord. De scener lever udelukkende i kraft af overbevisende og intenst skuespil af Julia Jentsch og Gerald Alexander Held som forhørsleder.
Selv om Sophie Scholl i de sekvenser altså lever, så er det først i filmens sidste halvdel at dramaet for alvor åbner sig. Der kommer nuancer på modstandstemaet, afveksling i fortællestil, og Sophie Scholl ender som et drama, der rørende beretter om en ung karakterfast kvindes skæbne, mens man ikke bliver meget klogere på den antinazistiske modstandskamp der også fandt sted blandt Hitlers egne landsmænd.
Ekstramateriale:
De sædvanlige trailers og en række interviews med instruktør, produder, manuskriptforfatter og skuespillere. DVD-udgivelsen skriger på en dokumentarfilm om Sophie Scholl, ’Den hvide rose’ og om modstandskampen i Tyskland. Manglen på den trækker ekstramaterialet ned på to stjerner.
