En udgivelse som ingen anden!
...således beskrives Standup.DK's 4. sæson som DVD-udgivelse. Men helt præcis hvori det unikke består, har jeg svært ved at se. 12 programmer er smækket på 2DVD'er som er klasket på en digipak og smidt i en slipcase. Lækkert. Indholdet er bare for tyndt. Programmerne er såmænd meget sjove indimellem, nogle komikere mere end andre naturligvis, men hvor er ekstramaterialet?
På bagsiden står DVD features beskrevet som: Menuer og Kapitelinddeling. Ja, flot, det er s'gutt' features - det er standard. Nå, men de 12 programmer spænder over mere end 200 minutters underholdning til den standup glade dansker. Selv fandt jeg de fleste af komikerne ret tåbelige at høre på, omend enkelte kunne få mig til at trække på smilebåndet. Henrik Bruhn's selvhadske optræden er ganske underholdende - omend patetisk. Thomas Hartmann stinker, som sædvanlig, af selvtillid i en sådan grad at det er kvalmende at se på, og Carsten Bang's usle forsøg på at være skideskæg falder - som sædvanlig - til jorden hos mig. For slet ikke at nævne Thomas Wivel - gab, mand. Mette Frobenius hygger sig lidt med at give dansk folkeparti nogen på hatten, hvilket jo som regel giver både point og storbrølende latter hos den laveste fællesnævner.
Jo, jo. Morskab for alle slanterne, så køb da blot denne DVD hvis du er til standup af denne kaliber. Selv vælger jeg at forære denne udgivelse til et familiemedlem, der er nemmere at stille tilfreds.
1 point for de få gange jeg grinte og for den flotte indpakning.
Hold da bøtte, for noget lort.
DVDen er venligst stillet til rådighed af:
Universal Music Danmark.