Skriv en kommentar
Manuskriptforfatter og instruktør Kevin Smith har gennem de sidste ti år og fem spillefilm fået opbygget sig en stor og trofast fanskare. De fem film, der på hver sin måde har beskrevet livet i New Jersey, har - ud over Jason Mewes og Smith selv i rollerne som Jay og Silent Bob - haft mange fællestræk. Grov, politisk ukorrekt humor, et bevidst statisk og klichefyldt billedsprog og en mildest talt sex-fikseret, men utrolig veloplagt, finurlig og let genkendelig dialog. Derfor vil det komme bag på mange, hvor sober Smiths seneste film "Storbydrømme" ("Jersey Girl") er. Ingen Jay og Silent Bob, ingen overdrevent blasfemiske kommentarer, og de seksuelle referencer er der også skruet ned for. I stedet bydes der denne gang på en film af en mere ordinær karakter. Kevin Smith er simpelthen ved at bliver voksen. Det er ikke nødvendigvis så negativt, som det lyder. Historien er set mange gange før. En karrierefikseret mand, denne gang Ben Affleck som publicity-fyr, bliver pludselig far. Oven i det, så dør hans kone (Jennifer Lopes) under fødslen, hvilket i første omgang får manden til at overlade opdragelsen af sin datter til sin egen far (George Carlin). Bedstefaren accepterer dog ikke situationen og får i sidste ende sammen emd barnebarnet lært sin søn, hvor livets sande værdier findes.
Det lyder meget ordinært, og er det på sin vis også, men Smith formår at gøre sin historie personlig. Manuskriptet har han da også skrevet dels som en hyldest til sin nyligt afdøde far, og dels oven på sine egne oplevelser som nystartet familiefar. Dermed må filmen ses som en lille overvejelse over begrebet faderskab. På grund af sine egne erfaringer, går Smith til sit emne med en fortælleglæde og personlig humor, sjældent set i denne slags film. Hans genkendelige flair for løssluppen og uhæmmet dialog, finder også vej til denne film, og der er mange gode grin undervejs, men filmen er mindre grænsesøgende og ikke ligeså provokerende som hans bagkatalog. Skal man nævne en film at sammenligne med, må det være "Chasing Amy" fra 1997, der sammen med denne er Smiths mest seriøse film. Som noget nyt har instruktøren allieret sig med en af Hollywoods tunge drenge som fotograf. Vilmos Zsigmond stod bag kameraet på f.eks. "Deer Hunter" og "Close Encounters of The Third Kind", og han gør, at billedsproget i det mindste er lidt mere interessant end sædvanligt.
Skuespillerholdet tæller, ud over gamle Smith kendinge som Ben Affleck ("Mallrats", "Chasing Amy", "Dogma" og "Jay & Silent Bob Strike Back") og George Carlin ("Dogma", "Jay & Silent Bob...") i centrale roller, Jennifer Lopes ("The Cell", "Out Of Sight", "Maid In Manhattan"), Liv Tyler ("One Night At McCool's", "Ringenes Herre"), Jason Biggs ("American Pie"-serien) og det lille stjernefrø Raquel Castro som titlens "Jersey Girl". Derudover bydes der på små cameo optrædender fra f.eks. Matt Damon, Jason Lee og Will Smith. Ben Affleck, der normalt er noget så utiltalende uanset hvor meget han prøver, formår for en gangs skyld at fange publikums interesse og sympati, til trods for at han det meste af filmen igennem er noget vilfaren i sin forståelse af prioritering i privatlivet. Lopes' rolle er kort og tilpads, mens Tyler er en charmebombe af rang. Hun spiller den studerende, seksuelt frigjorte kvinde, der åbner hovedpersonenes øjne for det faktum, at der kan findes kærlighed efter tabet af en ægtefælle. Filmens største fund er dog den 9-årige Raquel Castro, der får det optimale ud af Smiths krævende manuskript. Hun er forståeligt spået en stor fremtid.
Smith har bevæget sig væk fra den lille niche, han gennem det sidste årti har fået opbygget, og færdes nu i lidt lettere genkendeligt terræn. Det vil uden tvivl skuffe mange, men også fange andres interesse. Dette er en romantisk komedie, en film om faderskab og ansvar, men først og fremmest er det en auteur, der for første gang virkelig prøver at åbne sig for sit publikum og blotte lidt af sin personlighed. Resultatet er ikke stor kunst, men det er mere rørende end Smiths tidligere film, samtidig med at det er langt bedre end typisk for genren. Det er en behagelig sommerfilm, der uden tvivl har noget på hjerte, men som også bør ses på grund af sin charmerenede stemning og gode humor. Hvis Smith nogensinde finder en afmålt balance mellem denne nye personlige fortælling og tidligere films fanden-i-voldskhed, så vil vi sidde med underholdning i verdensklasse.
