Kevin Smith, der tidligere har lavet Clerks og Dogma er på banen igen. Han er blevet far og derfor handler filmen om de mange tvivlsspørgsmål og akavede situationer man kan blive udsat for som nybagt far.
Storbydrømme handler om den anerkendte pressechef Ollie Trinke (Ben Affleck), der er sammen med sin smukke gravide kone Gertrude (Jennifer Lopez). Gertrude føder den dejligste lille datter, men hun overlever ikke selv fødslen hvilket er et meget hårdt slag i hovedet på Ollie. Han har ingen idé om hvad det kræver at være far, han flytter ind hos sin far, mister sit job og kæmper for at komme over tabet og være en ordentlig far til lille Gertie. Den åbenmundede og direkte, Maya (Liv Tylor), der arbejder i den lokale videobiks, begynder at spille en stor rolle i Ollie og Gerties liv. Ollie har dog stadig en stor drøm om at vende tilbage til storbyen og sit gamle arbejde som pressechef.
Storbydrømme byder på mange følelser og indeholder både sjove, sørgelige, romantiske og alvorlige scener. Så der er lidt for en hver smag. I det store hele må man sige at Storbydrømme byder på noget nyt og spændende, filmen handler ikke om den helt store romance, men at påtage sig et ansvar og ikke bare leve efter sit eget hoved, men også tænke på hvad andre føler.
Ben Affleck spiller rigtig godt i rollen som den lidt splittede Ollie, som prøver at blive den bedste far, men samtidig også søge efter sin egen lykke. Liv Tylor spiller også rigtig godt i rollen som Maya, der er lidt stor i munden, hvilket man normalt ikke forbinder med hende. Man bør også nævne Raquel Castro, der gør det fantastisk i rollen som lille Gertie.
Ekstramateriale:
Som de fleste komedier byder Storbydrømme heller ikke på det store ekstramateriale. DVD’en indeholder en samtale mellem instruktøren Kevin Smith og Ben Affleck, udover det ser man bag kameraet på filmen og den indeholder ikke mindre end 9 trailere. 2 stjerner for det.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Nordisk Film.