Skriv en kommentar
13-årige Conor O’Malley (Lewis MscDougall) har det ikke nemt, hverken i skolen eller derhjemme. Hans far er flyttet til USA, og hans mor (Felicity Jones)er syg. Hverdagen er fyldt med drillerier, og han længes efter støtte. En aften, præcis syv minutter over midnat, dukker et kæmpe trælignende monster op udenfor Conors soveværelsesvindue (performance-capture og voiceover af Liam Neeson).
For Conor er det en kærkommen flugt fra virkeligheden, og det store væsen bliver en uventet ven, der dukker op hver aften syv minutter over midnat for at fortælle historier. Conor genfinder styrken til at fortælle sin egen historie og tage magten over sit liv tilbage.
Filmen Syv minutter over midnat er baseret på en roman af Patrick Ness. Den er instrueret af Juan Antonio Bayona, som er den type instruktør, der forstår at fortælle en overbevisende historie, hvor følelserne bygger op, indtil dine øjne er fyldt med vand til bristepunktet.
De visuelle effekter er imponerende og spiller godt sammen med de virkelige omgivelser, de foregår i. Men det er som, der er lidt for meget stil og lidt for lidt stof, på trods af den hjerteskærende kerne i historien, som måske havde gjort sig bedre som en kortere film.
Forholdet mellem Conor og monstret fungerer fint, og kemien mellem både den døende mor og Conor, og forholdet mellem Conor og bedstemoren er rigtig god. Det kan undre at moderen har så lille en del i historien, der specielt i første halvdel fremstår en anelse ufokuseret og ikke helt sikker på hvor den vil hen. Hjertet af historien, moderen, bliver hurtigt skubbet til side, og vi bliver introduceret til en række ting, der ikke rigtig tilføjer noget til historien, og der er brugt mere tid på skolebøller end på moderen. Vi bliver også introduceret for faderen, en karakter hvis formål er at vise, at Connor kommer fra en brudt familie. Jeg har ikke læst romanen filmen er baseret på, så jeg må blankt indrømme, at jeg ikke kender den oprindelige historie. Mit gæt er, at hans rolle er at demonstrere, hvor vigtig moderen er for Conor, da hun er den eneste forælder han har. Det bliver desværre ikke tydeligt, og føles derfor som unødvendigt fyld.
Bedstemoren, som er spillet fremragende af Sigourney Weaver, er fremstillet som en snerpet karikatur, og der er brugt mange minutter på at understrege hendes strenghed. Det er en skam, for hun giver de mest dybtfølte øjeblikke i scener, hvor hun og Conor finder sammen i fælles sorg.
Når filmen har etableret, at Conor, ud over en døende mor, har mange ting at slås med, skifter fokus tilbage til, hvor det burde have været hele tiden: på moderen og Connors accept af hendes helbredstilstand. Det er klart det stærke punkt i historien og slutningen udføres smukt. Selvom det er en flot film, er jeg ikke rigtig fanget af den. Hvad der kunne have været en banebrydende film om børn og sorg, går for min del tabt i jonglering med for mange elementer og gør det svært at fastholde engagementet i specielt første halvdel af filmen.
