Skriv en kommentar
Snowboarding i frit fald
Kevin Pearce er en USA’s mest lovende snowboardere og sammen med hans evige rival Shaun White, er han favorit til de Olympiske Lege i Vancouver i 2010. Men 49 dage før olympiaden slukkes Kevins flammende håb, da han under et træningspas styrter dramatisk på half-pipen med hoved først. Kevin bliver fløjet til hospitalet og hans tilstand er yderst kritisk. Der er ingen tvivl om, at hans olympiske drømme er slukket, men spørgsmål er, om han nogensinde kommer sig igen og i så fald kommer til at stå på snowboard igen.
Kevin Pearce blev nærmest født med et snowboard på fødderne. Vi ser i en lang introsekvens hans glade barn- og ungdom, hvor hans talent udformes og hans vovehals-persona bliver etableret med dristige tricks i baghaven. Hans karriere tager hurtigt fart og som 17-årig begynder han allerede at vinde store snowboardkonkurrencer og var blandt andet med til at udvikle en gigantisk airbag til snowboardsporten til træning af de ekstreme tricks.
Mens hans evige rival Shaun White vinder guld til Vancouver legene, ligger Kevin efter 26 dage på intensivafdelingen og kæmper med genoptræning af sin krop, hvis hjerne har sat ham mange udviklingstrin tilbage. Kevin har tre brødre, hvor den ene er født med Down-syndrom, og på en tragikomisk facon er Kevin pludselig gået hen og ligne ham mere end sin andre brødre.
To spørgsmål til professoren
Trods uheldet har Kevin kun en ting i tankerne: hvornår kan han snowboarde igen? Men dette har hans venner og specielt hans familie svært ved at acceptere. For selvom det er hans valg, har familien så ikke noget at skulle have sagt, efter at de have stået ved hans side og hjulpet ham tilbage til livet igen? Kan han tillade sig at afvise lægerne, som fraråder ham de unødvendige risikoer, da hans hjerne for altid vil være sårbar og skrøbelig? Kan han tilllade sin familie at gå igennem samme hjælpeløshed og sorg, hvis ulykken skulle ske igen?
Et andet spørgsmål dokumentaren synes at spørge, er, hvem skal egentlig have skylden for Kevins styrt? Er det Kevin selv, som altid pressede sine grænser til nye tricks in the name of the game? Eller er det hans familie, som utvivlsomt støttede ham og dermed aldrig sagde nej og frarådede ham farerne? Eller snowboarden som ekstremsport? Eller måske sponsorerne der finansierede ham og publikum og medierne som hyldede og pressede ham, og som krævede vildere og vildere hop og saltoer og gjorde half-pipesne højere og vildere? Hvem bærer egentlig skylden?
Mellem to stole
The Crash Reel kommer langt under overfladen og helt tæt på Kevin Pearces tragiske del af sit liv. Gennem interviews og omfattende arkivmateriale følger vi Kevins liv fra barndommen, hvor han lære at gå, til voksendommen efter ulykken, hvor han igen har lært at gå. Vi følger hans karriere sideløbende med hans personlige familieliv, hvor kameraholdet har fået et næsten eksklusiv adgang bag murene og helt ind i dagligstuen. Vi kommer ufiltreret med til familiemøder, hvor følelser går højt og de føles i den grad virkelige, så man får den ubehagelige følelse af, at man lurer ind igennem et vindue, man ikke burde.
Dokumentaren er dog en smule usammenhængende og til tider ufokuseret. Den handler mest om Kevin og hans forfærdelige uheld, men pludselig også om hans handicappede lillebror med Down syndrom. Måske er det netop parallellen, den forsøger at skabe, men det virker en smule for søgt. Samtidigt lander den lidt mellem to stole, for er det personen Kevin Pearce, den vil fortælle om eller er det hans familie eller er det snowboardsporten?
Men det skal ikke ødelægge fornøjelse af, at The Crash Reel ellers er en ganske anbefalelsesværdig dokumentarfilm, der skildrer en mands kamp tilbage mod livet mod alle odds. Det er jo altid en kvalitet i sig selv.
