Skriv en kommentar
Foråret er endelig kommet til den lille landsbyflække Ogden Marsh, hvor fuglene kvidrer og Johnny Cash synger ”We’ll meet again” i højtalerne. Idyllen synes uforgængelig, da hele landsbyen er samlet for at se årets første baseball kamp og samtidig nyde den første forårssol, der kaster sine spæde stråler på den lille by. Men pludselig træder en bevæbnet mand ind på sportspladsen, øjnene er blanke og sorte. Landsbyens handlekraftige sherif, David Dutton (Timothy Olyphant), løber hen til den bevæbnede mand, der tydeligvis ikke er ved sine fulde fem. Femten sekunder senere ligger den bevæbnede mand død midt på sportspladsen, skudt af sheriffen, der ikke så nogen anden udvej.
Indledningen til Breck Eisners genindspilning af George Romeros klassiske ”Smag af døden” fra 1973 starter lige på og hårdt, og man fornemmer fra første minut af filmen, at noget er helt galt i den lille bondeby. Det viser sig da også ret hurtigt, at et hemmeligt militærfly er styrtet ned i en nærliggende flod og at flyet indeholdt noget, der bestemt ikke var meningen skulle slippes fri i en fredelig landsby i midtvesten.
Inden den gode sherif får set sig om, er indbyggerne i byen inficeret med en ukendt virus, der forvandler folk til morderiske psykopater, og endnu værre, så har militæret omringet byen med et mål for øje, at stoppe smitten koste hvad det vil.
”The Crazies” er som nævnt en genindspilning af gyser-guruen George Romeros, herhjemme lidt oversete, film ”Smag af døden” fra 1973, og man må sige at instruktøren Breck Eisner forholder sig relativt tro mod originalen. Det er stadigvæk frygten for en udefrakommende invasion og en hensynsløs statsmagt, der fungerer som primus motor i filmen, og Romeros originale kynisme og pessimisme er fint opdateret til år 2010. Det er især i filmens sidste tredjedel, hvor hovedkarakterernes frygt for smitten får dem til at vende sig mod hinanden, at Breck Eisners film for alvor bliver interessant. Eisner bruger en del tid og kræfter på at skildre hvordan reptilhjernen og overlevelsesinstinktet, kan overtage selv det mest uskyldsrene menneske, og det fungerer virkelig godt. Man identificerer sig med karaktererne og ikke mindst med deres kamp for overlevelse, i en verden hvor devisen er ’skyd først, spørg senere’.
Endvidere falder Eisner ikke for fristelsen, og undlader at fortælle den overordnede sammenhæng mellem det nedstyrtede militærfly og smitten. Som publikum får vi kun sparsomme informationer om ulykken, ligesom vi heller ikke får at vide hvem, der har beordret det militære angreb på byen. Dermed pirres fantasien hvilket i sidste ende er med til at forstærke gyset.
Timothy Olyphant er troværdig som bonderøvsbetjenten, der udover at beskytte sin gravide kone (Radha Mitchell), samtidig skal forsøge at undslippe en militær udryddelsesbataljon og de lokale psykopater. ”The Crazies” kunne nemt være endt i den stadig voksende bunke af halvhjertede remakes, men heldigvis formår Eisner at styre filmen nogenlunde sikkert i land. Scott Kosar og Ray Wrights manuskript er velskrevet og skuespillerne er velvalgte. Der er blod og lemlæstelser nok til at tilfredsstille selv den mest hærdede gyser-nørd, samtidig med at Eisner skaber en troværdig og underholdende spænding, der varer hele filmen igennem. Selvfølgelig indeholder ”The Crazies” en række genremæssige klicheer, som eksempelvis de unødvendige chok-gys, hvor en psykopat pludselig dukker op ud af ingenting.
Men grundlæggende er ”The Crazies” en overraskende vellykket opdatering af Romeros originale forlæg, der nok skal underholde de danske horror fans.
