Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
*** Denne anmeldelse indeholder spoilers fordi jeg anfægter filmen i sammenligning med dens originale biografversion ***
Det hele begynder med stadig med en fest. Og så alligevel ikke.
Det handler stadig om den aldrende mafiaboss Michael Corleone (Al Pacino), som ønsker at få sin familie ud af kriminaliteten og drive en 100% legitim forretning. Det handler stadig om, at Corleone vil få fingrene i det delvist Vatikansk-ejet ejendomsselskab Immobiliare. Det handler også stadig om spliden mellem Andy Garcias Vincent Mancini og Joe Mantegnas Joey Zasa. Så hvad er nyt i den tredje i film i et af verdens bedste film-sagaer?
The Godfather CODA - The Death of Michael Corleone er filmen, som den var forestillet af instruktøren Francis Ford Coppola og manuskriptforfatteren Mario Puzo. Det var også titlen på det originale manuskript inden det blev ændret til The Godfather: Part III. Coda betyder den konkluderende sektion i et stykke musik og det er vigtigt for Coppola at understrege dette. The Godfather III udkom 18 år efter de første to film og den tredje film er altså ”blot” en konklusion af mesterværkerne.
Den nye version af filmen har fået 363 klip og den har fået skåret 4 minutter af sin tidligere spillelængde på 162 min. Derved er filmens tempo sat en smule ned og eftersigende skulle filmen have fået en mere klar fortælling. Det fleste klip er gjort at komme senere ind i nogle scener eller slutte dem før. Dette er jo kreative diskussioner man normalt har ved klipningen af en film, men her 30 år efter har Coppola taget trimmeren og barberet lidt af hist og her.
Der er dog et par større ændringer og dette sker med det samme. Åbningsscenen er en scene taget fra det 40’ende minut i biografversionen, hvor ærkebishoppen Gilday beder Michael Corleone om penge, og hermed etableres filmens omdrejningspunkt om Immobiliare med det samme og også Michaels psykologiske drivkræfter og temaet om tilgivelse og skyld. Det giver faktisk god mening at flytte scenen til begyndelsen i stedet for at starte filmen med flashbacks fra de tidligere film, dermed bliver filmens præmis med det samme etableret.
Filmens slutning er også ændret. Filmen slutter med Michaels skræmmende tavse skrig efter tabet af sin datter og selvom vi stadig ser, hvordan han til sidst sidder ensomt i stilhed, gammel, ramt af sorg og skyld, så vidner vi ikke, at han falder død om. Ud er røget en patosfyldt montage med alle Michaels kvinder (Kay, Mary og Apollonia), hvis liv blev skæmmet på grund af ham på en eller anden måde.
Er den nye version så bedre? Det korte svar må være: ja, men det er så heller ikke mere banebrydende end det. Generelt har jeg det svært med directors cut-versioner, da de sjældent rykker ved noget. Coppolas egen Dommedag nu – redux var jo så et godt eksempel på en vellykket directors cut, men oftest er biografversionerne bevis på, at instruktøren skal holdes i snor, så projekterne ikke afspores.
For det fleste har The Godfather: part III været den ringeste i trilogien og for mange har den været betragtet, som en decideret dårlig film. En stor kritik gik blandt andet på Coppolas datter Sofia Coppola og hendes middelmådige skuespilpræstation. Med den nye udgave er filmen i hvert fald blevet en lille tand bedre og ud fra det, er projektet lykkedes. Sofia Coppolas Mary portrættering er klippet en smule ned, men dette kan desværre ikke redde den. Derimod står Andy Garcias Vincent Mancini langt stærkere end den originale film, ved at han fylder mere i historien og det er nok CODA-versionens største bedrift, da Vincent fra starten af burde have været en klar central figur.
Selvom Coppola og Puzo altid har intenderet filmen til at være en konklusion af de to forgangne film, kommer dette langt mere til sin ret med den nye version.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Disney.
