Trevor Rabin har lavet specielt mange scores til Bruckheimer’s talløse produktioner (Armageddon, Con Air) og det kendetegner meget godt hans stil. Det bliver aldrig super genialt og som regel ikke en total fiasko. Det samme gælder The Great Raid som aldrig vil blive kendt som et klassisk score men som understreger sin film og dens stemning lige som den skal. Kan man lide filmen vil man nyde et genhør med musikken og hvis ikke, ja så er der ingen grund til at læse videre.
Filmens handling udspiller sig på Filipenerne under Anden Verdenskrig og bygger på en historisk redningsoperation. En ranger bataljon skal befri 500 krigsfanger fra en berygtet fangelejr langt bag fjendens linier. Filmen er instrueret af John Dahl og byder på bla. Joseph Fiennes (The Merchant of Venice, Shakespeare in Love) og Connie Nielsen (Brødre, Gladiator).
Musikken læner sig i cd’ens begyndelse meget op ad John Williams klassiske Saving Private Ryan score men skifter, efterhånden som man kommer længere hen i filmens handling, over mod en mere moderne og anonym stil som er typisk for Rabin. Den forlader dog aldrig helt det klassiske militære hovedtema som vedvarende vender tilbage. Filmens hovedtema er smukt og medrivende, som det typisk er i film om Anden Verdenskrig. Horn og trommer som i klassisk stil hæver stemningen til det heroiske og opofrende. De asiatiske toner som dukker op her og der (alt for lidt egentlig) understreger glimrende fangelejren og dens vogteres truende stemning og laver en god afbryldelse i den ellers så heroiske musik.
Musikken flyder på et jævnt niveau gennem hele cd’ens 48 minutter og bliver aldrig til den larm som man altid frygter i et score. Derfor er hele cd’en en god sammenhørighed hvor man ikke er nødt til at styrte hen til sin afspiller for at hoppe hurtigt videre til næste nummer, inden underboen tror at man har gang i noget virkelig sygt.
Højdepunkterne er helt klart de øjeblikke hvor horn og trommer spiller filmens hovedtema og virkelig piller ved det heroiske tema. Ellers går musikken lidt anonymt igennem uden egentligt at blive dårlig… Så ”middelmådig” er ordet.
The Great Raid – Musik tracks:
1: The Rescue
2: Liberate Food
3: Execute
4: Raid Begins
5: Writing Letter
6: Rangers Start
7: Campsite
8: The Great Raid
9: Burning Bodies
10: Stealing Medicine
11: The Future
12: Stalking
13: Closing Titles
Cd’en er venligst stillet til rådighed af:
Danacord Records.