Skriv en kommentar
Krig og ødelæggelse har smadret civilisationen som vi kender den. I Nordamerika har staten Panem rejst sig i støvet fra den gamle verden. Statens centrum er byen Capitol, der med hård hånd styrer og udnytter 12 mindre distrikter, hvor befolkningen er udsultet og slidt ned af slavearbejde. Hvert år har en enkelt teenager fra de undertrykte distrikter muligheden for at vinde sin frihed i programmet Hunger Games. Det er gladiatorkampene fra antikkens Rom i en moderne realityversion. Konceptet er simpelt, en dreng og pige fra hvert distrikt udvælges og sendes ud i en skov. Der er ingen regler, ingen retfærdighed, de 24 deltagere kæmper for livet om at stå ene og alene tilbage som vinderen af det blodige program.
Fra distrikt 12 følger vi filmens hovedpersoner Katniss (Jennifer Lawrence) og Peeta (Josh Hutcherson) i deres desperate kamp for overlevelse. Den eneste træning de modtager, er et par få ugers vejledning af den tidligere vinder og drukkenbolt Haymitch (Woody Harrelson) og stylisten Cinna (Lenny Kravitz!?)
I spillet viser det sig at Katniss har lige så skarpe instinkter som hun har hjertet på rette sted, men kan man vinde det absurde dødsspil med snilde, varme og medlidenhed når først det dødbringende mørke sænker sig over skoven?
Are you ready for the next big thing? Lyder det på plakaten til “Hunger Games”, der efter meget hype er spået til at blive det nye Twillight-fænomen. Filmen er baseret på romanen af samme navn af forfatterinden Susanne Collins. Collins bøger, har som Meyers Twilight romaner, allerede sejret verden over. I ”Hunger Games” er der dog ingen halvnøgne unge mænd, med blodet løbende ned af deres muskuløse overkroppe. Heldigvis. ”Hunger Games” har mere på hjerte end kærlighed og sentimentalt vampyrnonsens. ”Hunger Games” er en mere velfortalt historie om menneskets ukuelige sind og vilje til at rejse sig op imod de undertrykkende magter.
Katniss bliver intelligent og sympatisk spillet af yndige Jennifer Lawrence, der allerede beviste sit værd i den glimrende ”Winter’s Bone”. Den tyranniske præsident spilles af Donald Sutherland, der som ingen andre, altid kan levere en præstation som en kold og kynisk satan. Mens Stanley Tucci giver den som farvestrålende og forrygende tv-vært. Woody Harrelson er sjovt nok altid i sit es, når han spiller halvskør og fordrukken.
Historien er muligvis ikke udpræget original, men den bliver her filmatiseret overbevisende og seriøst af instruktøren Gary Ross, der før har lavet film med kant til det unge publikum som ”Big” og ”Pleasentville”.
Gary Ross’ inspiration forekommer ganske bekendt. Således er ”Hunger Games” tæt forbundet med Fritz Langs stumfilmsklassiker ”Metropolis”. I Langs dystopiske univers lever de arbejdende slaver langt nede under jorden, mens de slider for herskerne, der lever over dem. I ”Hunger Games” er verden delt op i samme slags parallelle vilkår. Distrikterne er filmet i kolde og grå nuancer, mens overklassen i Capitol er teknologisk overlegen og skabt i flamboyante velourfarver.
I 1982 skrev Stephen King romanen ”The Running Man”, som få år efter med samme titel blev filmatiseret med Arnold Schwarzenegger. Ideen var her straffefanger der i et overlevelsesspil som tv-underholdning kunne vinde deres frihed. Den japanske kultfilm fra år 2000 ”Battle Royale” handler om teenagere der i en nær fremtid bliver sendt ud på en ø for a at dræbe hinanden.
”Hunger Games” er altså langt fra nogen original åbenbaring, og spilletiden på 142 minutter må siges at være i overkanten. Alligevel fænger filmen fordi den er veludført og velspillet. Intet mere, intet mindre. Og der bliver i den grad langt op til fortsættelsen, der rammer biograferne til næste år.
Happy Hunger Games!
