Komediegenren er ikke ukendt for Les Mayfield, som er manden bag film som California Man (1992), Flubber (1997) og Blue Streak (1999). Alligevel har han kun formået, at lave en middelmådig komediefilm med alt for mange klicher. The Man har en meget tynd handling og en langsom opstart. Lige som man tror, at filmen er ved at gå i stå, har man forsøgt at redde filmen ved at gøre brug af en omgang god gammeldags toilethumor, som desværre bare virker plat.
Derrick Vann (Samuel L. Jackson) er The Man. Han er ansat som kriminalassistent i Agentbureauet ATF i Detroit og er under mistanke for at være involveret i sin makkers dødsfald. Vanns makker var ikke helt ren i kanterne, og under et indbrud på et våbenlager blev han dræbt. Vann er fast besluttet på at løse mordgåden og rense sit navn. Det kræver dog lige, at han går undercover som en potentiel våbenkøber og arrangerer et møde med våbensælgerne. Alt går efter planen lige indtil, at våbenhandleren Joey (Luke Goss) tager fejl af Vann og forretningsmanden Andy Fiddler (Eugene Levy), som er i Detroit til en tandlægekonference. Nu er Vann nødsaget til at drage Fiddler ind i sagen, hvis hele hans plan ikke skal falde til jorden. Desværre for Vann er Fiddler en inkompetent, nørdet ”non-stop-talking-machine”, der er noget af en pain-in-the-butt”. Ikke desto mindre har Vann brug for Fiddler for at komme til bunds i sagen og fange de skyldige.
Samuel L. Jackson er efter min mening en af de helt store klasseskuespillere, som altid leverer varen. Det gør han desværre ikke i The Man. Hans præstation er middelmådig, og det virker som om, han har haft travlt med at tænke på alle mulige andre ting end at spille skuespil. Han virker ikke særlig engageret i sin rolle som Derrick Vann, og det skinner tydeligt igennem.
Eugene Levy spiller den samme rolle, som han altid gør. Han portrætterer en venlig, forfjamsket og nørdet mand. Man har efterhånden set ham i den rolle lidt for mange gange før, men ikke desto mindre er det ham, som holder filmen oppe på et middelmådigt niveau.
Manuskriptet til The Man fungerer ikke, og figurerne fungerer overhovedet ikke. De onde er alt for gode, og de andre er kedelige og utroværdige. Kort sagt så mangler figurerne kant og bid, hvilket resulterer i at de virker overfladiske, en-dimensionelle og uvedkomne. Det er især skurkene i filmen som skuffer. De er mere tamme en end kælen kattekilling på en varm solskinsdag. Det lugter langt væk af, at filmen hører ind under komediegenren, hvor skurkene ikke må være for uhyggelige. The Man er alt i alt en nogenlunde film, der kan bruges som god underholdning på en kold og mørk regnvejrsdag, hvor man trænger til at slå tænkeren fra og se en simpel film med en ukompliceret handling.
DVD’en indeholder intet ekstramateriale. Dog er der tre trailere til filmene: In Her Shoes, A History of Violence og Wedding Crashers
Filmen er venligst stillet til rådighed af
SF/Fox.