Skriv en kommentar
Fængende filmtitel, men misvisende, da der kun er én mand, som stirrer på én ged.
The Men who stare at Goats er baseret på Jon Ron’s skønlitterære bestseller af samme navn og giver indsigt i den amerikanske regerings forsøg på at nedkæmpe fjender ved at udnytte alternative evner som f.eks. tankevåben ”psychic weapon” og træne tankesoldater ”psychic soldiers”.
Filmen kan inddeles i 3 niveauer. Første niveau forsøger at etablere hovedfortællingen med journalisten Bob Wilton (Ewan Mcgregor), som er blevet kasseret af konen og derfor tager til Irak, hvor han møder Lynn Cassady (George Clooney), som tidligere har været ”psychic soldier” for den amerikanske regerings ”First Earth Battalio”. Det andet niveau forsøger med stor humor at fortælle baggrunden for historien om Lynn og hans hippie-instruktør Bill Django (Kevin Spacey), som er protagonisten i historien om opbyggelsen af ”New Earth Army”. Han oplærte Lynn i at blive en “psychic soldier” med slagord som: ”We must create warrior monks who can pass through walls and see into the future”. Tredje niveau som i mine øjne fungerer bedst er Ewan McGregor’s stemmeføring som første personfortæller, der hele tiden holder os underrettet om tid og sted. Han giver indsigt i egne tanker og meninger om Lynn og sig selv, som historien ”skrider frem”.
Handlingsforløb? Filmen lægger op til et lovende handlingsforløb med Ewan Mcgregor’s stemmeføring og en dynamisk redigering i de indledende scener. Men handlingsforløbet bliver ikke bundet op på et forførende eller fremadskridende plot. I stedet bliver filmen limet sammen af en række af små episodiske situationer og begivenheder. Ewan Mcgregor træder ind i et alternativt hippie univers med ”love and peace”, hvor den amerikanske regering får opfostret ” psychic soldiers” – det er filmens historie, intet andet! Karaktererne flytter sig fra A til B, egentlig er der ikke nogen grund til, at de flytter sig, kun fordi plottet dikterer karaktererne at gøre sådan. ”The psychic soldiers” oplever ingen trusler og der gives ingen hentydninger eller aktuelle politiske kommentarer til det amerikanske militær. Filmen kunne have benyttet sig af begge dele, men nej og derfor holdes filmen mere sammen af en række sketches end af et plot!
Hybriden af de forskellige genrer (komedie, satire, parodi, drama, action…), der forsøges blandet sammen virker ikke. Ingen af disse elementer træder stærkt nok frem og kan derfor ikke give filmen retning eller en ledetråd - lige meget hvor længe du stirrer, forbliver plottet fraværende og skuespillerne låses desværre fast i deres roller. Clooney formår at løfte sin karakter op på et højere niveau end filmen fortjener, men også han synes at lede efter retning fra midten af filmen til slut, så ”no direction home, like a complete unknown” (Bob Dylan). Derimod Ewan Mcgregor leverer i mine øjne den værste optræden hidtil. Han er helt usynlig i sin rolle som den videbegærlige, nysgerrige og opsporende journalist - hvis der så i det mindste var mere Jedi Knight over ham – men han kommer aldrig ind i kampen. For mig at se har han samme ansigtsudtryk som i Moulin Rouge, hvor han sang så rørende ” the greatest thing you'll ever learn is just to love, and be loved in return”. I ”Goats” fremtræder han mere som en ”narrator” end ”character”.
”Goats” gav mig en stærk trang til at gense O’ Brother where are thou (2000), Moulin Rouge (2001), The Fisher King (1991). ”Goats” er på én måde beundringsværdig for dens titel og de hurtige replikskift, som virker sketchagtige.
Jeg anbefaler at se den i fjernsynet eller på dvd – no more to say about this ”Goat”!
