Skriv en kommentar
Det er altid interessant, når religion og film mødes – både på godt og ondt. I amerikansk kultur fylder tro og religiøsitet ofte langt mere end i Europa, og derfor kan historier om religiøse bevægelser have en særlig resonans i amerikansk film. For et mere sekulariseret publikum kan det dog være sværere at finde vej ind i fortællinger, hvor tro og religiøs overbevisning fylder så centralt. I ”The Testament of Ann Lee” bringes en lille fanatisk religiøs bevægelse til live i et stilfærdigt art-house eksperiment.
Ann Lee (Amanda Seyfried) er grundlæggeren af Shaker-bevægelsen i 1700-tallets Amerika. Hendes vision om et liv i cølibat, fællesskab og religiøs hengivenhed tiltrækker tilhængere, men møder også voldsom modstand fra et samfund, der ser hendes ideer som radikale og farlige. I en tid hvor kvinder i høj grad forventedes at kende deres plads, bliver Ann hurtigt stemplet som både fanatiker og heks.
Amanda Seyfried bærer filmen med en intens og engageret præstation. Hun formår at gøre Ann Lee både overbevisende og gådefuld – en figur, der kan fremstå som visionær profet for nogle og religiøs fanatiker for andre. Samtidig fungerer filmens Shaker-ritualer, sange og dansesekvenser overraskende godt. De er stilfuldt iscenesat og giver filmen en særlig rytme, der understreger fællesskabet og bevægelsens spirituelle energi.
Samtidig placerer filmen publikum midt mellem to former for fanatisme. På den ene side et samfund, der forsøger at kontrollere og undertrykke hende, og på den anden side en religiøs bevægelse, der selv fremstår kompromisløs i sin tro. Resultatet er en film, hvor det kan være svært helt at holde med nogen af parterne.
Filmens tempo er langsomt, og fortællingen dvæler længe ved religiøs ekstase og visioner. I en central fængselsscene nægter Ann at spise og søger gennem faste og lidelse en åbenbaring – en oplevelse der i datidens religiøse forståelse fremstår guddommelig, men som et moderne publikum lige så let kan læse som desperation eller hallucination.
”The Testament of Ann Lee” er fascinerende og interessant, men også krævende filmoplevelse. Den er modig i sit portræt af tro og religiøs overbevisning, og dens særlige atmosfære samt de stilfulde ritualer og dansesekvenser giver filmen et unikt præg. Tempoet og den fragmenterede fortælling gør dog, at den ikke altid engagerer hele vejen. Til gengæld står Amanda Seyfrieds intense præstation som filmens klare højdepunkt.
