Det startede med bogserien om den tossede knægt Timmy Taber. I alt syv bøger om drengen med det ærgerlige efternavn, som derfor besluttede sig for, at vise hele verden at han indeholder gigantisk storhed. Det skulle ske gennem hans helt eget detektivbureau, hvor alle kunne henvende sig og hvor ingen sag var for lille. Opklaringsgaranti naturligvis. Timmys assistent er en 700 kilo tung isbjørn ved navn Mega. Vi er i satire-afdelingen, for Timmy og Mega ender altid med at rode sig ud i noget alternativ opgaveløsning, som sjældent modtager applaus. Derfor blev bogserien så populær og helt sikkert derfor var den oplagt til en filmatisering. Det er netop derfor, at disse linjer forfattes.
Timmy Taber hedder originalt Timmy Failure, lige som Mega kaldes Total. Små detaljer som ikke ændrer ved at filmatiseringen læner sig ret tæt op af sit bogforlæg. Humoren fra bøgerne er indfanget meget godt, og på samme vis har Timmy også her altid en forklaring på, hvorfor noget går skævt og galt. Det er nemlig oftest alle andres skyld. Selvtilliden er enten skyhøj, eller som udgangspunkt dækket ind i et tykt lag italesættelse. Inderst inde er Timmy nemlig bare et lille skvat, som alligevel magter at få tingene gennemført på sin måde (læs: kluntede måde).
Winslow Fegley gør det meget godt som Timmy. Let genkendelig i forhold til det indtryk man får i bogserien. Ordforråd og det uskyldsrene ansigt er spot on. Timmys mission denne gang er meget lige til. Gunnar har mistet sin rygsæk. Den skal findes. Dog flettes der flere sidehandlinger på plottråde ind i filmen, som i øvrigt lyder undertitlen: Ingen er fejlfri! Timmy ønsker sig nemlig også brændende et nyt hovedkvarter. Det sparsomme rum fyldt med morens tøj rækker ikke længere. Dertil kommer Timmys anstrengte forhold til skolen, lærerne og klassekammeraterne. Timmy og resten af parterne taler slet ikke samme sprog. Skolen tager desuden alt for meget af Timmys detektivtid, som selvsagt kunne være forvaltet meget bedre. Og ja, så er der alle de forbandede russere…
Første film – måske der kommer flere – er en sød og charmerende børnefabel. Den underholder, er kortfattet og præcis i sin fremdrift og så er den heldigvis heller ikke unødigt lang. På halvanden time formår den at gengive begivenhederne i bog 1, samtidig med at vi ad handlingsvejen for lov til at lære karaktererne at kende. En sådan cocktail er altid et godt incitament for at bestå som filmisk værk, selvom vi altså ikke er ude i nogen storfilm. Forhåbentlig får et nyt publikum øje på potentialet i detektivdrengen og får lyst til at udvide horisonten yderligere. En klart godkendt præstation, som du roligt kan lade hele familien kigge med på. Timmy Taber: Ingen Er Fejlfri får 4 stjerner.