HBO-serien ’Togetherness’ udforsker det knapt så glamourøse voksenliv, hvor man langsomt finder ud, at livet måske ikke er endt, som man gik og håbede på i de vilde ungdomsår. Børnene passer ikke sig selv, og det gør sexlivet absolut heller ikke, karrieren er stagneret eller måske har man bare aldrig fundet drømmefyren og frygter nu, at ende som den mærkelige tante.
Vi følger parret Bratt og Michelle, der prøver at få familielivet, karrieren og gnisten i forholdet til at fungere, selvom det hele efterhånden er blevet noget ensformigt og usammenhængende.
Vennen Alex fik aldrig den skuespilkarriere, han drømte om, og rolle udbuddet er efterhånden begrænset i takt med, at Alex ikke lever op til Hollywood-forskrifterne som småfed og halvskaldet. Mens Michelles halvsnobbede søster prøver at finde en mening med tilværelsen og ikke mindst en mand – men ikke hvilken som helst mand, helst en som kan leve op til hendes idealer.
Selvom det hele lyder som noget man på en eller anden måde har set før, så er ’Togetherness’ alligevel er frisk pust, netop fordi serien tør at fremstille virkeligheden, som den (næsten) virkelig er. Folk bliver ikke bare skilt, fordi sexlivet ikke fungere, og man kaster sig ikke bare i armene på en sin sande kærlighed.
Og der hvor serien virkelig blomstre er i dens blanding af humor og alvor, for hvor man det ene øjeblik overvældes af latter i nærmest slip-stick agtige øjeblikke, sidder man i det næste øjeblik med en klump i halsen og mærker hvordan virkeligheden skyller ind over en.
Karaktergalleriet er også fantastisk velsmurt fra den pertentlige, men alligevel bløde Bratt til den ’50 Shades of Grey’-forvirrede kone Michelle, der desperat forsøger at vække gnisten, ikke kun i forholdet, men også i sig selv. Hvilket kun styrkes af fine skuespilpræstationer hele vejen rundt.
Bag serien står Dupless-brødene (Mark spiller sågar Bratt), der efterhånden er ved at etablere sig som to virkelig stærke skikkelser inden for den quirky dramedie – og denne serie er kun med til at højne deres status.
’Togetherness’ er både sjov og rørende, men hvis man leder efter prinser og prinsesser, så er det ikke her, man skal hen. Eventyret udebliver, mens realismen banker tungt på døren.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Warner Home Video.