Skriv en kommentar
Amy Schumer i front
Man må næsten have været bosat under en sten, hvis man ikke har bidt mærke i Amy Schumers voksende tilstedeværelse på internettet det sidste halve år. I årevis har hun begået sig som semikendt stand-up komiker, men hendes karriere begyndte for alvor at tage fart, da adskillige sketches fra tredje sæson af Inside Amy Schumer blev virale videoer online i foråret. Dels fordi de var sjove og dels fordi, de tog fat i pressende problemstillinger, der i vores fremskredne verden virker utroligt forældede. Disse inkluderede Last F**kable Day, hvor Amy render ind i Tina Fey, Patricia Arquette og Julia Louis-Dreyfus, der fejrer at sidstnævnte ikke længere er ung og lækker nok til Hollywood; Football Town Night, hvor voldtægtskulturen i amerikanske sportssammenhænge fremstilles; og den måske vigtigste sketch af dem alle: den sort/hvide parodi på 12 Angry Men (1957), hvor en jury i stedet for at diskutere, om en ung dreng er skyldig i sin fars mord, diskuterer om Amy Schumer vel og mærke ikke er sjov nok, men lækker nok til at have sit eget tv-show. "Well, no women are funny, but if you have to hear them blab, they better at least be hot."
Med overstående og meget mere på CV’et er det fuldstændigt på sin plads, at Schumer nu har skrevet og spiller hovedrollen i sin egen komediefilm. Selv hvis første forsøg ikke får topkarakterer for udførelse.
Den frie kvinde
Indledningsvis fortæller Amy (Amy Schumer) om sin ”one night stand”-filosofi, og det står hurtigt klart, at hun er mester i dem. Det skulle da lige være på nær de gange, som den morgen, Trainwreck starter, hvor Amy er kommet til at blive natten over og så endda vågner op lige langt nok væk fra sin Manhatten-lejlighed: på Staten Island. Modsat sin gifte lillesøster (Brie Larson), tror Amy ikke rigtig på ægte kærlighed, hvilket der ikke skal meget Psych 101 til for at gennemskue skyldes hendes fars (Colin Quinn) påvirkning, da hun var barn.
Da Amy, som journalist på et magasin, bliver sat til at interviewe en sportslæge, Aaron (Bill Hader) og bliver kæreste med ham, begynder hun så småt at ændre sig. Men kan hun ændre sig nok? Det er det store spørgsmål, og nej, det er ikke særligt stort igen det spørgsmål, og på det punkt er Trainwreck en ganske almindelig rom-com.
Det er heller ikke fordi, ”kvinden med det godt-udforskede sex-liv” ikke er set før – der mindst 10 film derude med Kate Hudson i hovedrollen. Men Trainwreck tager den alligevel skridtet videre bl.a. ved at have en kvindelig hovedrolle, som nærmere er sjov og bramfri end charmerende klodset med dådyrøjne og også ved at male manden som den emotionelt stabile, der ønsker et fast forhold. Kønsrollerne er ikke byttet om, her vises bare et mere nuanceret billede at det moderne kærlighedsliv.
Problemer i redigeringen
Hvad der dog desværre dominerer denne specifikke biografoplevelse er, at Trainwreck er for lang. En to timers film er ganske normal, men det er med god grund, at romantiske komedier ofte ikke overskrider 100 minutters-mærket. Der er simpelthen ikke nok indhold til at underholde så længe. Man skulle tro, at komedie-guruen, Judd Apatow, der har instrueret, ville vide bedre, men det er måske netop der problemet ligger. Som comedy-ekspert har han ikke ønsket at klippe en eneste joke ud. Men sandheden er, at rigtig mange scener i Trainwreck bliver trukket ud til utålmodighed dræner den for humor, og det kun er sjovt, hvis man har været med til at lave dem. Det bliver en anelse selvelskende.
Det er dog ikke nok til ikke at gå ind og se den. Den er fyldt med gode jokes og rammende popkulturs-referencer, og Schumers komiske timing gør, at hun sagtens kan bære en film. Der er plads til forbedring, ja, og den skal Schumer uden tvivl have. Som beskrevet indledende er Amy Schumer den blomstrende feminismes frontløber, så mere af det, tak. Mere Amy Schumer.
