Nye spændende locations er dukket op efter murens fald i –89; Øst-Europa byder sig til og kan nu bl.a. danne ramme om de historier der ellers altid udspilles i Vesten. Filmelskere tørster efter at se nyt fra Øst-europa men spises alt for ofte af med middelmådige Øst/Vest-Co-produktioner der har premiere på videohylderne.
Truslen fra Øst er ingen undtagelse. Den amerikansk/engelske/ungarske produktion lider under manglende klarhed i afviklingen af plottet (hovedpersonens fortællerstemme fungerer som redning, når det hele bliver for speget), middelmådig skuespillerinstruktion (Bob Hoskins er en fremragende skuespiller bare ikke her) og en klipnings moderigtige forkærlighed for jumpcuts og ”fremdrift”, der gang på gang smadrer den eminente franske fotograf Jean-Francois Robins billeder.
Plottet er hovedpersonen Mike Vargas (Stephen Dorff) splittelse mellem øst og vest; han er ungarer, nu bosat i USA og arbejder for FBI, men sendes tilbage til Budapest for at optrævle den russiske mafias hærgen i hovedstaden. Han infiltrerer den russiske mafiaboss Darius Paskevics (Bob Hoskins) forretninger; først bordelvirksomhed med østeuropæiske flygtninge derefter handel med en atom-detonator. Og for at det ikke skal være nok forelsker han sig i mafiabossens smukke datter Ilona (Laura Fraser). For ikke at glemme at han også genforenes med sin bedstefar.
Overfladisk set er Truslen fra Øst en middelmådig thriller med Budapest som pittoresk ramme for en historie, vi synes vi har set utallige gange før. Her er biljagter, shootouts, likvideringer, videoovervågninger, en chef der ikke forstår helten og skurke der taler gebrokkent russisk-engelsk. Men ifølge DVD-ens produktionsnotater har filmen en vigtig historie om traficking af østeuropæiske kvinder at fortælle. Filmens gode intentioner rækker dog ikke længere end til røddernes, repræsenteret ved hovedpersonens genfundne bedstefars accept af, at det er nye tider, hvor dagens orden er mafia; splittelsen er først og fremmest hos den assimilerede østeuropæer, nemlig vores hovedperson og hans elskerinde, mafiabossens datter Ilona der er uddannet i økonomi i Vesten, næppe hos den østeuropæiske befolkning, der blot har byttet det korrupte kommunistiske styrer ud med russisk mafia. Dette er filmens benhårde og uforsonlige budskab; Østeuropa har intet at tilbyde, men Vesten alt.
Kan man dække sig ind under genrebetegnelsen thriller og dermed undgå det blik der gerne vil forstå hvad det dækker fx i denne film? Vi lader spørgsmålet stå et øjeblik.
Selvom Truslen fra Øst er hurtigt glemt, fordi vi med rette ser den som en middelmådig thriller, er det dog dybt ironisk, at det ”vi” i Vesten så har at tilbyde blandt andet udmønter sig i en så unuanceret og chauvenistisk omgang med Østeuropa, som filmen her repræsenterer. Som metafilm kunne filmen hedde Truslen fra Vest.
DVD-en tilbyder udover en smukt digitalt overført film produktionsnotater, biografier, og sneakpreviews. Vel det mindste man kan forlange af en DVD-udgivelse.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Scanbox.