Da vi sidst så Betty – havde hun det ikke alt for godt. Hendes elskede Henry skulle være far til et barn og var derfor tvunget til at forlade hende og flytte til den anden ende af landet for at være sammen med moderen. Faderen var blevet deporteret til Mexico, og det var ikke til at sige om han nogensinde kom hjem igen. Samtidig var søsteren Hildas kommende mand og far til sønnen Justin blevet dræbt under et røveri. På Mode var alt heller ikke som det skulle være. Wilhemina skulle giftes med Bradford og Daniels mor Claire var flygtet fra fængslet. Alexis lå i koma efter en bilulykke, og Daniel var plaget af dårlig samvittighed.
Nej, alt var ikke ligefrem fryd og gammen for stakkels Betty. Der er nok af forviklinger at tage fat på i denne anden sæson af den populære serie.
Betty bliver tvunget til at vælge mellem kærlighed og virkelighed, da Henry pludselig står på hendes dørtrin og foreslår at de skal være sammen de fem måneder han har tilbage inden han skal tilbage til Tucson for at være far. Hun ved at det kommer til at knuse hendes hjerte, men vælger alligevel at være sammen med Henry. Samtidig melder dig sig en ny bejler på sidelinien – sandwichsælgeren Gio, der har et godt øje til Betty.
Der er ikke mangel på spænding i Bettys liv, både hjemme og på arbejde på Mode konfronteres hun konstant med nye udfordringer.
Ugly Betty er en gammelkendt fortælling om den unge, naive pige, der kommer til storbyen, og gennem en masse prøvelser får ændret sit liv. Så vidt følger serien om Ugly Betty skabelonen, men heldigvis møder vi hos hovedpersonen konstant en tvivl om om det liv hun er ved at skabe sig, nu også er det rigtige. Sammenlignet med den første sæson af serien er der denne gang en klar overgang til en mere fantasifuld verden. Der skelnes ofte ikke mellem realisme og det fantasifulde, og det gør serien en del mere krævende at se. Man tænker på serien Ally, der blev indvaderet af dansende babyer og lignenende, og må siges at have jumped the shark i sine senere sæsoner. Ugly Betty gør det en hel del bedre, og rejserne ud i fantasiens kringelkroge gøres smagfuldt og ikke mindst seværdigt.
Skuespilpræstationerne er virkelig værd at fremhæve i serien, især er America Ferrera perfekt som Ugly Betty.
Denne anden sæson består af i alt 6 dvd og der er masser af ekstramateriale. Bloopers, bag om kameraet og andre gode ting til dem, der ikke kan få nok af Betty. Samlet set er det en rigitg fin udgivelse, der følges godt op på første sæson samtidig med at der lægges i gryden til meget mere Betty.
Buena Vista Home Entertainment.