Skriv en kommentar
Russeren Andrei Tarkovskij er med rette blevet hyldet som en af verdens allerbedste filmskabere. Nu udsender Another World Entertainment 5 af hans mesterværker på Dansk DVD. Der er tale om Vandringsmanden (Stalker) – 1979, Spejlet (The Mirror / Zerkalo) - 1975, Solaris (Solyaris) – 1972, Den Yderste Dom (Andrei Rublev) – 1969 og Ivans Barndom (Ivan's Childhood) – 1962.
Vandringsmanden foregår i en fremtid hvor verden er på afgrundenes rand. En mystisk ting er sket, måske var det en meteor der slog ned, måske noget helt andet. Men i hvert fald har regeringen afspærret området hvor det skete, og holder nu med magt civilbefolkningen væk for området som går under navnet: Zonen. Det siges, at der inde i Zonen findes et rum, hvor man kan få sine inderste ønsker opfyldt. En Stalker er en mand der kan føre andre ind til det nærmest hellige rum, for en god sum penge. 2 mænd, en professor (Nikolai Grinko) og en forfatter (Anatoly Solonitsyn) har lavet en aftale med en sådan Stalker (Alexander Kaidanovsky), og efter en hurtig drink på den lokale bar begiver dig sig ud på deres mystiske og farefulde rejse. Stalker er ellers hårdt presset. Hans kone (Alisa Freindlich) vil ikke have at han tager af sted på den farlige tur endnu en gang, og derved efterlade hende med deres pige der er muteret på grund af den stråling Zonen har udsendt. Efter de 3 mænd har undgået militærets mange afspærringer befinder de sig nu midt i Zonen. På overfladen ser alting fredeligt ud, med Stalker ved at det mindste fejltrin kan medføre den visse død. Han finder vej ved hjælp af at kaste møtrikker, hvorpå der er fæstet gazebind. Dem kaster han i noget der ligner tilfældige retninger, hvorpå den lille trio følger efter. Men snart befinder de 3 sig alligevel udenfor det rum hvor de kan få deres inderste ønske opfyldt. Men spørgsmålet er om de er parate til at træde indenfor, og hvad vil de få ud af det? Forfatteren er bange for, at han er ved at miste sin inspiration, og vil genvinde den i rummet, imens professoren går med en drøm om at vinde ære indenfor videnskaben. Men samtidig vil han også udslette rummet, og har medbragt en bombe, som han truer med at udløse. De 3 desperate eksistenser må kæmpe en både indre og ydre kamp for at finde frem til det rigtige at gøre. For spørgsmålet er om menneskets inderste drømme er værd at få opfyldt trods alt?
Filmen slutter med Stalker’s pige der fremsiger et digt, hvorefter hun ved hjælp af tankens kraft skubber flere glas hen over køkkenbordet:
”Jeg elsker dine øjne min ven,
De leger så lidenskabeligt og flammende, når du pludselig løfter blikket,
og som et lyn fra en klar himmel, kigger dig omkring.
Men jeg beundre dig også, når du kigger ned og kysser fyrigt,
og gennem dine sænkede øjenvipper, brænder en dyster mat ild af lidenskab.”
Denne slutning er åben for tolkninger, og det er hele filmen som sådan også. I Zonen er alting nemlig ude af balance (eller er det hele faktisk i balance derinde, og er det måske verden udenfor, der er ude af kurs?), og de fysiske love er ophørt med at eksistere. Andrei Tarkovskij’s Stalker er science fiction tilsat spirituelle temaer og symbolistiske scener, der kræver at man ser filmen flere gang for at få hele den episke og fabelagtige oplevelsen med.
Stalker’s kone siger til sidst i filmen, imens hun taler til kameraet, om det at være sammen med en mand der arbejder som Stalker, og om hvordan hun på forhånd viste hvad hun gik ind til:
” Hvis der ikke var sorg i vores liv, ville det ikke være bedre. Det ville være værre. For så ville der heller ikke være lykke, og der ville ikke være noget håb.”
Netop dette faktum at håbet er det, der holder hende i live, i den trøsteløse tilværelse hun har, siger noget om hendes liv sammen med hendes familie. Håbet er vigtigt for hende, og også håbet er med til at fører Stalker igennem zonen, så han kan vende tilbage til hans familie. Han må nemlig ikke selv gå ind i rummet og få sine ønsker opfyldt. Det er hans skæbne at vide hvor man kan få det gjort, uden selv at kunne gøre det. Men replikken kan man også fører over i livet som menneske som sådan. For hvad ville livet være uden modgang, som man kan håbe på at vende til medgang? For er det ikke vigtigere, at man bruger sit liv på at finde frem til medgangen og sit inderste ønske. Kæmpe for det og stræbe efter det, i stedet for at få det opfyldt på nærmest magisk og unaturlig vis, som det siges man kan i rummet inde i Zonen.
Andrei Tarkovskij’s Stalker kan tolkes på mange måder, men man skal ikke lade sig skræmme af de mange tunge symbolikker og filosofiske temaer. For Stalker kan også ses som en smuk og velfortalt film, der med sine utrolige billeder ikke ophører med at imponerer i de samtlige 155 minutter den vare. Fotografen Aleksandr Knyazhinsky maler med lys og skygger, og flere steder er den så blændende smuk i sin fotografering, at man næsten mister pusten. Dette tilsat de minimalistiske kulisser og Eduard Artemyev’s solide soundtrack skaber en oplevelse ud over det sædvanlige. Det er stor, stor filmkunst der bør ses af alle der holder af filmmediet.
Mange andre kunstnere verden over har ladet sig inspirere af Stalker og dens mystiske univers. Lars Von Trier’s Forbrydelsens Element er stærkt inspireret af Stalker, og de to films set designs minder i flere scener om hinanden. Også en anden Dansk filminstruktør Christoffer Boe, har ladet sig inspirerer. I hans film Allegro optræder der også en mystisk ”zone”. Den Islandske sang-alf Bjørk har også brugt digtet fra sidst i filmen på sin plade Volta.
Stalker er optaget i og omkring flere forskellige forladte og halvvejs funktionsdygtige atomkraftværker i Rusland. I flere scener vader skuespillerne bogstaveligt rundt i giftigt affald. Rygterne går omkring filmen, at det var under disse optagelser at flere på holdet pådrog sig uhelbredelig kræft som senere tog livet af dem. Om det er rygter eller ej så var Stalker en hård film at optage. Ikke mindst fordi den første store del af filmen der blev optaget blev ødelagt under fremkaldelsen. Derfor måtte Tarkovskij og hans crew filme det meste om, denne gang med en helt ny fotograf. Måske dette var skæbnens finurlige vej, for Stalker er under alle omstændigheder endt op med at blive en oplevelse, der ikke kan sammenlignes med noget andet i filmens verden.
Ekstramateriale.
På ekstramaterialet på Stalker kan ses spændende interviews med fotografen Aleksandr Knyazhinsky, dekoratøren Rashit Safiullin og komponisten Eduard Artemyev. Der udover er der et billede slideshow fra filmen, og trailershow med trailers til de andre film i Tarkovskij serien fra Another World Entertainment.
Ekstramaterialet får 4 stjerner ud af 6 mulige.
Stalker kan opleves i sit oprindelige 1.37:1 format og det restaurerede billede får filmen til at fremstå som helt ny. De skiftevise sort/hvide og farvede billeder står skarpt. Dette er den pæneste kopi undertegnede har set af Stalker. Lyden er det originale Russiske Dolby Digital. Stalker kan ses med Danske og Norske undertekster.
Et mesterværk fortjener at blive fremvist på bedste vis, og med denne fremragende udgivelse er oplevelsen helstøbt. God fornøjelse og god tur ind i Zonenens finurlige univers.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.
