Skriv en kommentar
Enhver som var teenager i min generation og med blot den mindste respekt for sig selv, vil nikke genkendende til denne udgivelse. “Vil Du Se Min Smukke Navle?” er i den grad blevet pløjet igennem folkeskolens filmfremvisere, på linje med Zappa, Tro Håb Og Kærlighed, Kundskabens Træ, Mig & Charly, Den Kroniske Uskyld og mange andre. Forskellen er blot at vi her er helt tilbage i perioden af billige ungdomsfilm som skulle fange et nyt publikum. Sådan fortæller han det selv, instruktør Søren Kragh-Jacobsen. Han var egentlig dokumentarist, men fik pludselig stukket retningslinjer ud for dette projekt – og så kom hans første spillefilm til verden. En branche han siden har været med til at holde gang i lige siden. Uden navle-filmen havde han næppe gået denne vej, og så havde vi nok ikke kunnet være sikre på et så varieret udbud som f.eks Gummi-Tarzan, Isfugle, Guldregn, Skyggen Af Emma, Drengene fra Skt. Petri og Mifunes Sidste Sang. Udover at være en blændende filmskaber, så kan de fleste nok også nynne med på Mona, Mona-sangen (som i virkeligheden hedder Kender Du Det?). Musikken har nemlig også været et af Søren Kragh-Jacobsens hjertebørn. Mange har givetvis også det mere moderne album “Isalena” stående hjemme på kaminhylden. Og mange har tilmed nydt børne-udsendelser som Ude På Noget (den med Palle, Polle og Ruth) og Omsen og Momsen, som også begge er skrevet af manden her.
Men nu er det jo så Vil Du Se Min Smukke Navle?, som det skal dreje sig om. 16-årige Claus skal med sin skoleklasse på ljertur i Sverige. Claus er svært glad for Lene, en pige fra klassen, men pga sin generthed er det ikke sådan lige til at give udtryk for sine følelser. Vi følger klassen i med- og modgang under turen i Sverige, som det tidstypiske billede på ungdommen anno 1978. Forelskelse og hormoner står i fuldt flor, og vi ser alt fra drillerier, kys, svigt, druk og ikke mindst den absolutte mangelfulde respekt for lærerne, som gjorde at man som elev steg i graderne (i hvert flad blandt kammeraterne). Tydeligt at Kragh-Jacobsen er dokumentarist, for vi ser faktisk mere en række standardsituationer end nogen decideret helstøbt sammenhæng. Vi ser fra første sekund en fiskende Claus som utroligt nok får bid, men ikke aner hvad han skal stille op med fisken. Et ældre ægtepar kommer forbi og hjælper til, og får pakket fisken ind i det pornoblad som Claus forlegent og hemmeligt har sneget med i fisketasken. Et meget godt billede på den svære ungdom som er i vente, og ikke mindst på turen. Elevflokken er faktisk kun samlet for alvor som gruppe i to henseender. Dels da en elg aflives af politifolk og skovriddere, og dels da en gruppe fulde svenskere opsøger lejrskolen i håb om at der er fest, øl og piger...
Men egentlig er det Claus' bakketoppe og bølgedale som er fokuspunktet. Lene får prikket til hans indre frigørelse ved hendes frisind. Da de to skal hente varer ved den lokale købmand i Sverige, så smutter de gennem skoven og ender ved en sø, hvor vi første gang får de to unge ud robåden. På land igen finder Lene dog nogle svampe som hun vil plukke mens Claus fortsætter mod købmanden. Nu står han igen alene, og det resulterer i en masse fejlkøb. Han får bl.a. ymer i stedet for mælk med sig hjem fra købmanden. Lene ventede ikke som lovet i skoven. Og Claus må gå hjem uden Lene, som for længst er nået hjem. Er hun mon ikke lun på ham, som han havde håbet? Og hvorfor spørger hun så meget til de andre drenge? Dog ender det hele i fordragelighed hvor det startede – i robåden, hvor vi afslutningsvist får den berømte sætning: Vil Du Se Min Smukke Navle? Du Må Gerne Kysse Den...
Snart 30 år på bagen har filmen, og selvom den er yesterday i tøjstil, hårstil og ord som notorisk får “smadder” foran, så holder den stadig vand endnu. Ganske lige som robåden, hvor to unge unge teenagere bliver meget klogere på livet...
Der er ingen ekstra materiale på udgivelsen, hvis man ser bort for den lille introduktion Søren Kragh-Jacobsen giver som tilvalg i menuen.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Sandrew Metronome.
