Skriv en kommentar
Tilbage i 1987 kunne det biografgående publikum stifte bekendtskab med det snedige og glatte finansgeni Gordon Gekko i filmen Wall Street. Ud fra mantraet greed is good lærte Gekko en ung børsmægler at gebærde sig blandt jakkesæt og skyskrabere på det amerikanske børsmarked og tjene pokkers mange penge – hvilket opnåedes nemmest ved at kigge stort på lovgivningen og etikken ligeså.
Michael Douglas personificerede Gordon Gekko på glimrende vis og selvsamme Douglas vender nu tilbage i Wall Street: Money Never Sleeps. Filmen finder sted 20 år efter originalen, og Gekkos finanspibe har nu fået en noget anden lyd. Konstateringen om grådighed er erstattet af det åbne spørgsmål: Is greed good?
Denne forvandling hos Gekko er opstået efter otte år i brummen for finanssvindel. Han lever nu af at holde foredrag, hvilket noget uvant for Gekko ikke ligefrem får millionerne til at rulle ind på kontoen. Et af disse foredrag overværer Jake Moore (Shia LaBeouf), en ung og talentfuld børsmægler, der er forlovet med Gekkos datter, Winnie (Carey Mulligan). Det firma, Jake arbejder for, er lige gået konkurs som følge af systematisk bagvaskelse fra konkurrende børsmæglere, og det har ikke bare kostet Jake jobbet, men også hans mentors liv.
Jake er nu ude på hævn, og hvem kan være en bedre stifinder gennem Wall Streets vildnis end Gordon Gekko? Gekko indvilliger i at hjælpe Jake på den betingelse, at Jake skal forsøge at genforene Gekko med sin datter, der ikke ligefrem synes, hendes far er en helgen.
Oliver Stone stod bag Wall Street, og han er igen at finde bag kameraet. Stones film har ofte politiske undertoner såsom anti-Vietnam-filmene Platoon (1986) og Født den fjerde juli (1989), men som Stone nærmer sig pensionsalderen, synes disse undertoner at komme mere og mere op til overfladen, hvilket bl.a. ses i de senere års varme, dokumentariske portrætter af sydamerikanske (og nok så vigtigt socialistiske) præsidenter som Fidel Castro og Hugo Chavez.
Med Wall Street kritiserede Stone finansverdenen og den griskhed, der herskede de dyre og høje kontorbygninger på den kendte gade, og med Wall Street: Money Never Sleeps gør Stone akkurat det samme igen.
Man savner simpelthen et formål med filmens skabelse. Hovedfokus ligger igen på at vise kapitalismen fra dens skyggeside – denne gang er Stone blot endnu mere eksplicit, som når de førende bankmænd i USA ved samlet bord gruer ved tanken om, at statslig intervention muligvis kan være løsningen på den finanskrise, der indtræffer i filmen. Puha for nogle slemme kapitalister!
Filmen er dog ikke uden lyspunkter. Udover at være solidt, teknisk håndværk fungerer sidehistorien om, at Gekko vil genforenes med sin datter vældig fint - primært takket være flotte skuespilpræstationer. Michael Douglas kan sin Gekko-karakter ud til fingerspidserne og viser flot, at lige så åleglat Gekko er indenfor finanserne, lige så skrøbelig er han i forholdet til sin datter. Også de unge stjernefrø Shia LaBeouf og Carey Mulligan formidler dygtigt deres karakterers følelser – især den yndige Mulligan får hver en sindstilstand, hendes karakter gennemgår, til at fremstå ægte og relevant.
Men på mange punkter er Wall Street: Money Never Sleeps blot en gentagelse af forgængeren, hvorfor man ikke rigtig forstår grundlaget for filmens tilblivelse. Det skulle da lige være at få solgt en masse biografbilletter. Måske er det Stone, og ikke børsmæglerne, der er grådig?
