En skarpskytte er på spil i Ystad, og Kurt Wallander (Krister Henriksson) skal forsøge samle trådene inden det er for sent. Sporene fører Wallander ind i et dødeligt spil, hvor noget tyder på, at spillerne skal findes i Sveriges organiserede bandemiljø. Sagen forværres yderligere da Wallanders kollega Pontus (Sverrir Gudason) bliver skarpskyttens næste mål.
”Skytten” er den 21. film om den aldrende politimand Kurt Wallander, og selvom serien er ved at komme godt op i årene, så har holdet bag filmatiseringerne bestemt ikke tabt pusten. Filmene er stadig stramt produceret, med spænding og godt skuespil som hovedprioritet. Krister Henriksson er blevet synonym med figuren Wallander, og det er tydeligt at den svenske skuespiller kender sin karakter til fingrespidserne. Henriksson portrætterer Wallander figuren som en barsk leder, der ikke viger tilbage for noget som helst, hvis det kan løse hans sag.
Men heri ligger også seriens største problem efter min mening. Personlig synes jeg at Wallander-figuren fungerer allerbedst når han, så at sige, ligger med hovedet helt nede i skidtet. I forfatteren Henning Mankells originale forlæg, var Wallander en lettere fordrukken mand i konstant personlig krise. Jeg synes efterhånden at producenterne og instruktørerne af Wallander-serien har fjernet sig lidt for meget fra denne tanke. Wallander er en antihelt og ikke en leder med tjek på det hele. Figuren fungerer bare bedre, og mere troværdigt, når han står med problemerne til langt op over begge ører.
Men når det så er sagt, så er Wallander-serien stadig et fornøjeligt bekendtskab for os, der bare ikke kan få nok svensk tv-krimi. ”Skytten” er professionelt eksekveret, og der er ikke en finger at sætte på produktionen. Skuespillet er solidt leveret og helt uden dikkedarer. Dog kniber det lidt med historien, der efterhånden bevæger sig ud på et overdrev, i takt med at ofrene bliver plaffet ned af snigskytten. Man skulle nok have sparet lidt på krudtet, og i stedet koncentreret sig lidt mere om figurernes personlige udvikling. Sidehistorien om politiaspiranten Pontus, der udover at være målskive for en sindssyg morder, samtidig må kæmpe med et særdeles problematisk privatliv, bliver eksempelvis slet ikke udforsket nok efter min mening. Men på den anden side, så skal der jo også være historier til de næste mange film om Wallander.
”Skytten” er langt fra den bedste i film-serien, med dermed heller ikke sagt, at den er dårlig. Niveauet er stadig højt og spændingen er bestemt tilstede, og kan man leve med et lettere overdrevet plot, så er der med garanti en halvanden times solid underholdning i vente. Dog ville jeg ønske at man vendte tilbage til den nedslidte og plagede Wallander, da serien ellers let kunne risikerer, at ende som en lettere patetisk efterligning af amerikanske actionserier.
Ekstramateriale
En ordentlig portion trailers fra de tidligere film om Wallander.
Lyd: Dolby Digital 5.1 & DTS ES 6.1
Billede: 1.77:1 Anamorfisk
Tekstning: Dansk, norsk, finsk & svensk for hørehæmmede.
Filmen er venligst stillet til rådighed af: SF/Fox.