Skriv en kommentar
Så oprandt dagen endelig for Danmarkspremieren for den meget roste "Waltz with Bashir", der både har vundet Golden Globe og er nomineret til en Oscar. Den var et hit på efterårets Cph Dox, og den har kun fået rosende ord med på vejen. Men kan den leve op til dette postyr?
Filmens instruktør og hovedperson Ari Folman opdager en dag, at han ikke har nogen erindring om sin deltagelse i Israels krig mod Libanon. Han ved, han har været med, men han kan ikke huske noget som helst om hvad der skete, og hvordan han deltog. Om natten drømmer han for første gang i tyve år om massakren i Beirut i 1982, hvor hundredevis af civile palæstinensere blev dræbt. Dette er grundstenen for Aris søgen efter sin fortid, og han beslutter sig for at afdække den. Det gør han ved at opsøge gamle soldaterkammerater og høre deres historie. Han supplerer de personlige oplevelser med et videnskabeligt spor, hvor han snakker med forskellige psykologer om erindringens puslespil og mulige farer ved at søge efter tabte hændelser.
Resultatet er blevet en kompleks og personlig film, der gennem sit animerede univers fører sit publikum helt ind i soldaternes psyke, og gør deres erindringer levende på en måde man ikke havde forventet. Den distance som en animation af virkeligheden kunne forventes at give tilskueren, eksisterer ikke. Netop fordi filmen er animeret kommer nuancerne frem i fortællingerne, de bliver levende. I en af scenerne fortæller en mand, om en drøm han havde, inden han skulle kæmpe: En kæmpe kvinde kom op fra havet og tog ham med sig, så mens krigen rasede vuggede han stille og roligt i kvindens skød. Gennem animationen bliver drømmen til en del af mytologien omkring de unge mænd der nok hellere vil elske end slå ihjel.
Normalt vil det være selvmodsigende at påstå, at en animationsfilm kan være dokumentarisk, men det er ikke desto mindre lige præcis hvad "Waltz with Bashir" er. I stedet for at lave den klassiske opbygning, hvor der kan være rigtige interviews blandet med en iscenesat version af det historiske, har Ari Folman valgt at lade hele filmen være animeret. Han bruger dog så vidt det er muligt det rigtige interview som dialog, således at det bevarer sit dokumentariske præg. Ved at vælge animationen lykkedes det Folman at vise krigens rædsler ud fra et meget subjektivt synspunkt, da det er illustrationer af forskellige personers erindringer. Det virker utroligt godt, fordi det viser den virkelige desperation der har præget disse unge mænd, der måske har en militærtræning, men som i reelt set ikke anede hvad de var igang med i Libanon.
"Waltz with Bashir" er ikke en feelgood film, selvom de medvirkende personer i deres nuværende form virker lidt hyggelige og ikke alt for prægede af deres voldsomme fortid, så har det konsekvenser at leve med bevidstheden om de grusomheder man har været en del af. Der er de tilbagevendende mareridt og den tabte uskyld. Men på trods af filmens dystre tema, er den ikke for meget. Der er en lethed og skønhed i animationen som spejles i filmmusikken, der umiddelbart er simpel, men som rummer dobbeltrettede følelser i farver og toner.
Hvis nogen stadig er i tvivl om hvorvidt "Waltz with Bashir" har fortjent den opmærksomhed den har fået, så er svaret et ubetinget ja! Den er smuk, dyb og oplysende. Jeg krydser i hvert fald fingre på søndag.
