Skriv en kommentar
Sådan kalder en af verdens mest dedikerede og anerkendte krigsfotografer, James Nachwey, folkemorderet i Rwanda i 1994. På 6 uger blev omkring 800.000 tutsier hakket ihjel med manchetter. Det er et gennemsnit på 10.000 dræbte per dag. Målt i effektivitet overgår det Nazi-tysklands dødslejre og er i dag synonym med det mest effektive folkemord i det 20 århundrede.
Instruktør Christian Frei har fulgt krigsfotografen James Nachwey på tætteste hold. Ved hjælp af specielle micro-kameraer monteret direkte på fotografens kamera kommer tilskueren helt tæt på den grædende enke, stenkastende teenagere i Ramallah og skraldemænd i gummisandaler i Indonesien. Vi hører fotografens spændte åndedræt, skuddene, sivende tåregas og CNNs journalists gisp, da lugten af opgravede lig i Kosovo rammer næsen –mens fotografen jager det næste billede – midt i brændpunktet. Vi ser den enbenede familiefar til fire børn som lever på papkasser langs togsvellerne i Indonesien og befolkningens oprør mod diktatoren Surhato.
James Nachweys kollega kalder ham for et mysterium og en ener. Redaktøren på den tyske avis Der Spegel, mener fotografen er ensom, fordi hans erfaring adskiller sig fra alle andres, og at han er nærmest umulig at få til at tale om, hvad han har oplevet. ”Han må have sit eget bibliotek af rædsler” konstaterer redaktøren.
Filmen War Photographer er ikke kun fremragende, fordi man er en telelinse fra den barske virkelighed og en ukynisk krigsfotograf. Den går også tæt på en branche, som lever af verdens ulykker og på omkostningerne for de folk, som risikerer deres eget liv for at dokumentere andres død. Filmen stiller en række spørgsmål: Er vi vampyrer, der lever af andres ulykke? Skyldes min succes andres elendighed? Har man et ansvar til at blande sig, når man er så tæt på? Eller skal man blot registrere, hvad der forgår? En kollega fortæller om engang James Nachwey fulgte en gruppe mænd som legede katten og musen med en mand i Indonesien under revolutionen. Gruppen jagede manden, pinte ham, slap ham løs, fangede ham og pinte ham igen. I 20 minutter bad James Nachwey for mandens liv. Han mente ikke, det var nødvendigt at dræbe ham. De øvrige fotografer nøjedes med at tage billeder. Gruppen dræbte manden alligevel. Hver dag tænker James Nachwey over meningen med det, han laver. Krigsfotografen mener selv, at så længe han kan komme så tæt på lidelsen og sorgen til at fotograferer er det, er fordi han er accepteret af folkene, som gerne vil have en stemme. Og så længe bliver han ved.
