Skriv en kommentar
I denne ufrivilligt low-budget-udseende krimi får vi serveret hele to afdankede stjerner: Den uforligneligt irrriterende Rosie Perez (”White Men Can’t Jump”) som uforligneligt irriterende og smånaiv enke, og ”wanna-be-baben” Brooke Shields (fra ”Den Blå Lagune” og en række smådårlige komedieserier) som endnu en smånaiv enke, hvis forhold til sin mor, som har fået en lettere komisk vinkel, virker både malplaceret og overspillet. To enker som virker så lidt triste over deres mænds død skal man sgu’ lede længe efter. Den ene finder et ny humpedyr allerede inden husbonden er kold og den anden tænker mere på sin selvbestaltede skuespilkarriere. Men i denne film betragtes dette som helt normalt. Så ved I ligesom hvor vi er henne.
Stærkest står Mercedes Ruehl som en kontant og kynisk enkeleder og bagkvinde, der i stedet for at sidde at søbe i sin egen selvmedlidenhed og sorg forsøger at hævne sin kriminelle mands død, og senere får hjælp fra hendes medenker, Brooke Shields, Rosie Perez og N’Bushe Wright (der spiller stripperen). Ruehl giver et af de få glimt af en egentlig seriøs karaktertegning. Hendes rolle er absolut den eneste, der ikke virker som en velsmurt kliche. Denne liste er Detective John Maynard derimod selvskrevet på. Han mistanker Ruehls figur for at have haft en finger med i spillet i det kunsttyveri, der førte til enkernes mænds død. En klassisk kriminalbetjent, overspillet udover enhver kliche.
Filmens sande parade af stereotype og uinteressante ”karakterer” gør at man hurtigt keder sig bravt og inden længe får samme smag i munden som når man ufrivilligt ser en af disse hersens amerikanske tv-film, der ustandseligt kører på de danske tv-skærme. Kedsomheden forsøges dog reddet via et lille tvist i historien, som dog mere eller mindre falder til jorden og dermed slet ikke slår igennem.
I kameraføringen ser man indimellem eksempler, der bevæger sig væk fra amatørniveauet, men til syvende og sidst er billedstilen for ujævn. Ofte har man ligefrem besvær med at stille skarpt i scenerne, på samme måde som man kender det fra TV’s eftermiddagsserier, som Horton-sagaen, Glamour og hvad de nu ellers hedder.
Hvis man kan (eller vil) ignorere dette, kan den med nød næppe ses uden de helt store helbredsproblemer. Alt i alt fremstår den dog som en middelmådig amerikansk krimiserie, klippet sammen til et smårodet samsurium af en film.
Og lige til sidst. For en krimi proppet med klicheer er en spillelængde på hele 2 timer og 30 minutter! intet mindre en skændsel, der ikke er værd at spilde tid på.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Buena Vista Home Entertainment.
