Skriv en kommentar
Den jødisk-amerikanske dokumentarist, Robert B. Weide har som den første fået lov at følge filminstruktør Woody Allen i halvandet år. Hans kamera har fået lov at komme tæt på Woodys kreative skriveproces til casting, instruktion og hans måde at arbejde med skuespillere. Ligesom Woody har fuld kontrol over hele processen, nyder skuespillerne ligeså stor frihed i Woodys skabelsesproces af en film.
Komiker og autodidakt
Woody erklærer i dokumentaren, at skolesystemet ikke var skabt til ham. Han har tilegnet sig viden ad andre kanaler. Hans kunstneriske evner som stand-up komiker, skuespiller, filminstruktør, habil klarinet musiker med eget jazz band og klummeskriver kan ikke tilskrives et universitet eller et kunstakademi. Ved en pressekonference spørger en journalist: ”Have you ever studied film theory?” Dertil svarer Woody Allen både med humor og alvor: ”No, they have studied me”.
Én tro følgesvend er Woody Allens gamle skrivemaskine. Han fik af vide, da han købte den, at den aldrig vil gå i stykker. Den ville overleve ham. Samtidig viser han sine mange papirlapper, hvor alle idéer bliver nedfældet, inden de omsættes til manuskripter og drejebøger på skrivemaskinen. Her fanger kameraet en autentisk og kreativ proces. Dokumentaren ’rækker ud over sig selv’ som dokumentar. Det er ikke bare en dokumentar med en stjerne som omdrejningspunkt. Den formår at frembringe en sand kunstnerisk inspiration og livsgnisten i processen med at skabe kunst.
Woody Allens stærkeste redskab er humoren. Med humor kan man sige sandheder om ting, meninger, men allermest om de mennesker, som man står over for. Woody Allen trodser filmgenren, komedien, og har gjort den til et stykke alvorligt drama med oprigtige følelser og sminket med lidt komedie, når en sandhed skulle frem.
Hans evne til at skildre menneskets indre kamp mellem at være uselvisk og forherligende, krydret med humor, gør han ubesværet og mesterligt.
New York eller Paris
Svagheden ved dokumentaren er, at den ikke viser nye sider af Woody Allen. Den går ikke ned i hans tydelige, modsætningsfyldte sider som angst, pessimisme og tanker om at være dødelige sat over for den humoristiske side, som fylder mest i dokumentaren. Det ville have givet en ny vinkel, hvis der fra instruktørens hånd var gravet ned i den lille mands særheder. Hvad er det New York har, som fascinerer ham? Eller hvad tiltrækker ham ved Paris? Hvorfor kan han ikke foredrage rock musik, hvorfor kun jazz? Hvilken betydning har klarinetten for hans kreative proces med teater og filmmanuskripter?
Disse spørgsmål giver denne dokumentar ikke svar på – altså ikke noget klart budskab om, hvad vi ikke ved om Woody Allen.
Dokumentarens styrke er, at de viste filmklip fra Woody Allens, indtil videre 41 film, skaber kontinuitet og bliver ’limen’ i dokumentaren. Man får virkelig lyst til at gense hans mesterværker.
Sidste replik i dokumentaren er Woody Allens opsummerende svar på sit liv indtil nu. Han har fået alle sine ønsker opfyldt, men alligevel føler han sig snydt: “Still, I Feel I got shrouded, somehow.” Typisk Woody Allen replik, men også et ærligt svar.
Dokumentaren kan varmt anbefales. Har du blot en lille kreativ/kunstnerisk spire i dig, så bliver skabertrangen vakt.
