Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Hold da op hvor jeg kunne relatere til denne films titel! Hvis der var noget jeg gerne ville tro, var det netop, at ”X-Files” ikke var dødt, men blot havde ligget i dvale med talrige fantastiske ideer under opbygning. Hvis man skulle definere 90’erne med Tv-serier, var ”X-Files” uden tvivl helt oppe i toppen. Ikke kun den lange mytologiske historie hvor FBI-agenten Mulder forgæves forsøgte at finde sin søster, der måske var bortført af væsener fra det ydre rum holdt vand, men selv de små afsnit ude af sammenhæng, hev fat i afdøde myter med en samtidig modig og samfundskritisk relevans. ”X-Files” var noget for sig, og selvom man i dag forsøger at koge suppe på seriens opskrift igennem mange forfejlede Tv-serier, kommer man nok aldrig op på den tidsånd igen. Desværre. Det var nok gået forbi mange øjne og ører, at ”X-Files” skulle genoplives i endnu en filmatisering, og endnu mere at endnu en skulle være på vej, hvis denne fik en nogenlunde succes. Det gjorde den dog ikke, og efter at have kæmpet mig igennem 104 minutters klichefyldt kedsommelighed næsten to gange (dette er en Director's Cut udgave af filmen, som skulle indeholde scener der ikke var med i biografversionen, personligt kunne jeg dog ikke spotte dem), kan jeg kun sige ”Gud ske tak og lov for det!”
”X-Files – I Want To Believe” lægger ellers godt ud med en uforklarlig hændelse, men der går ikke mange minutter, før man undrer sig over hvor alt det overnaturlige, alt mystikken, det gennemførte og det interessante bliver af. Jo, en synsk mand med en forbindelse til et sært mord, hvor man kun har fundet en afhugget arm, er velsagtens overnaturligt, men forklaringerne er ufuldstændige og direkte uinteressante. Hvis man prøver at se filmen som en genoplivning af ”X-Files” og en introduktion til en ny æra, som skaberen Chris Carter og co. selv ser den, har de glemt noget meget vigtigt – at have en god historie. Det er vel fint at holde det overnaturlige på afstand samt fastholde karaktererne, men uden en god historie, bliver det nok meget svært at finde nye fans, og alle de gamle hopper hurtigt fra. På plussiden er Mulder og Scully tilbage, og de samarbejder på samme manér som altid, og de er stadig tro mod deres roller. Tillæg en meget detaljerig og kompleks men intetsigende historie, og du har dette selvhøjtidelige makværk på hænderne. Filmen gør meget ud af, at man ikke bør have haft set serien før for at følge med, alligevel er der mange scener i filmen, der slet ikke giver mening, hvis man ikke har et forholdsvist godt kendskab til serien. Ligeså springer filmen ofte over hvor gærdet er lavest, for vi mangler i den grad forklaringer på f.eks. hvor Doggett er henne i forløbet, og hvorfor FBI pludselig er fuldstændigt ligeglade med Mulder. På den måde kræver filmen at man ikke tænker overhovedet, og når det ”begavede” plot så udfolder sig, kræver filmen at man bruger hovedet og hukommelsen for at følge med. Den meget ujævne balance sørger for, at gøre sit publikum forvirrede, rundtossede og fuldstændig ligeglad med filmens klimaks, der ligeså springer ud af ingenting, og ender præcis der hvor man regnede med.
For at gøre ”X-Files” moderne, har skaberne ligeså valgt at tilføje to ”hippe” skuespillere under navnene Xzibit og Amanda Peet. Begge spiller deres roller forfærdeligt, og når man til sidst sidder og hepper på, at de onde gør det af med dem begge, ved man der ikke kun er problemer med skuespillet men ligeså skriveriet og udførelsen af filmen. David Duchovnys tørre humor og personlighed er kun tilbage i begrænsede mængder, men hans ivrighed og vilje af stål, vil enhver fan kunne nikke genkendende til. Gillian Anderson som genoptager rollen som Scully, er stadig i konflikt med sig selv, og ikke mindst sine overordnede i en bihistorie om, at bruge stamceller i kampen mod en dødelig sygdom på en lille dreng. Her har google endda kastet nok penge ind i filmen til, at blive nævnt hele to gange. Scully aner åbenbart ikke hvad stamceller er, så derfor googler hun det. Senere vil Skinner (som kun lige er med i et par minutter) google en adresse igennem sin telefon midt ude i ødemarken. Disse to scener, samt en hvor X-Files temaet spiller ind over et foto af George W. Bush, er blandt nogle af de godbidder man kan se frem til, hvis man virkelig elsker ufrivillige morsomheder. Det er dog ikke nok til at redde denne forfærdelige film, som kun kan beskrives som sidste års værste biograffilm – og det siger en hel del.
Ekstramateriale – 4/6
Der er en masse kræs på denne udgivelse, hvis man virkelig gerne vil ind bag optagelserne på ”X-Files – I Want To Believe”. Et kommentarspor af instruktøren Chris Carter og produceren Frank Spotnitz, fortæller om detaljer som sikkert er gået forbi manges hoveder. De to featurettes tager en bag kameraet, og er ganske underholdende. 2 ud af de 3 slettede scener burde være brugt i filmen. Det har også været ret populært at lave gag reels i en rum tid, hvor man ser skuespillerne kvaje sig under optagelserne, men denne er direkte pinlig. Derudover er der en musikvideo med Xzibit, og et ekstra Digital Copy af Dvd’en til overførelse til computer, Ipod eller hvad man nu har lyst til. Man kunne egentlig ikke forlange meget mere ekstramateriale, og med min manglende interesse i filmen, er jeg nu meget glad for at der ikke er mere.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
SF/Fox.
