Lad mig lige starte med at fastslå, at anmelderen af denne anmeldelse ofte kan have et lidt anstrengt og forudindtaget mening om overnaturlige elementer, der ikke synes en ordentlig forklaring på. Dog finder jeg det vigtigt at angive, at dette på ingen måde behøver at være ødelæggende, da jeg holder meget af en serie som Stranger Things, for blot at tage et aktuelt eksempel. Også i denne oplever vi overnaturlige elementer, men serien formår på fornemmeste vis, at behandle og redegøre, hvorfor og hvordan dette finder sted. Derfor var jeg næsten ved at få en klump af væmmelse i halsen, da jeg kort læste introduktionen, eller resumeet af ZOO sæson 1. Noget jeg lige for en god ordensskyld også vil præsentere her.
”I årtusinder er dyr blevet jaget, underkuet og slagtet af mennesker. Nu er det deres tur. Fra Afrika til Los Angeles angribes menneskeheden af bidske dyr. Da en enerådig zoolog, en fransk agent og en aktivistisk blogger undersøger fænomenet nærmere, opdager de, at angrebene er motiveret af noget, der er langt farligere end dyriske instinkter.”
Inden jeg havde set serien frygtede jeg derfor, at det, sagt på godt nordjysk, ville blive en ’kau’ – læs; latterlig oplevelse. Men lad os nu se.
Vi har at gøre med et plot, hvor dyr angriber mennesker - motiveret af andet end dyriske instinkter. Med ovenstående forklaret, er det nu læsers eget ansvar at dykke videre ned i denne anmeldelse af ZOO. Jeg vil dog gøre mit bedste for ikke at være for influerende ift. min personlige holdning til sådanne overnaturligheder og temaer, da jeg anfægter at mange naturligvis ikke bliver skræmt væk på samme måde.
ZOO, der er en filmatisering af James Pattersons anmelderroste science fiction-bog af samme navn, handler, som tidligere skrevet, om denne mystiske epidemi, der rammer hele verdens dyrebestand. Samtlige bliver som følge heraf voldelige overfor menneskeligheden, og som angrebene tager til, og endda synes mere organiseret, beslutter en biolog med et mindre hold sig for at løse mysteriet om epidemien rundt om i verden.
Selve plottet er for mig end smule kuriøst, men kan man affinde sig med dette, er det egentlig kun skuespillernes præstation, man kan sidde at ærgre sig en kende over. Flere af præstationerne er således utroværdige, og forekommer til tider også overspillet. Faktisk bliver serien at blive en smule utilsigtet morsom på baggrund af dette.
Med mange af de andre serier på markedet, der kæmper om succes, synes denne ikke at være i nærheden af at vinde seernes gunst. ZOO forekommer usammenhængende, og til tider dårligt skrevet. Jeg tror derfor, at de, der kunne være seriøst interesseret i serien, er fans af bogen, eller en særlig interesse for dyr og unaturligheder i verden, eller at man simpelthen har lyst til at se noget helt andet, end hvad der ellers er populært på diverse dvd-hylder og streamingtjenester.
Jeg kan dog ikke komme mig over det faktum, at ZOO er en serie om dyr, der går sammen om at slå mennesker ihjel. Det virker for denne anmelder simpelthen for useriøst. Men hvad der er årsagen, vil jeg naturligvis ikke afsløre.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Fox-Paramount