Skriv en kommentar
Vi skruer lige tiden helt tilbage til starten af 1990'erne i Frankrig. Dengang, hvor det var almindeligt at flygte febrilsk ud af togkupéen, hvis én eller flere homoseksuelle trådte ind i toget. Og hvor politiet havde beskyttelseshandsker på, når de arresterede aktivisterne. For det kunne jo være, at man blev smittet via den mindste berøring. Det er denne åbenlyse diskrimination, som blev kamufleret i et samfundsmassehysteri, der sejlivet kommer til udtryk i filmen "120 Slag i Minuttet", som den anerkendte marokkansk-franske instruktør, Robin Campillo, står bag.
"ACT-UP"
I "120 Slag i Minuttet" kastes vi hovedkulds ind i starten af 1990'ernes Frankrig, hvor aids-epidemien hver dag kræver nye ofre. "ACT-UP"-bevægelsen kæmper en hård og stædig kamp for at få den franske regering og medicinalindustrien til at udsende informationer om sygdommen, men regeringen nægter at påtage sig ansvaret. Via både fredelige og kontroversielle demonstrationer (hvilket i øvrigt er ved at skabe splid internt i gruppen) forsøger "ACT-UP" at få opmærksomhed fra politikkerne og pressen, så den passive tavshed kan blive brudt. Men selv i den mest håbløse og bidske krig imod regering og sygdom, kan kærligheden ikke underkues, og specielt den nytilkomne og hiv-negative demonstrant, Nathan, og en af gruppens mest militante medlemmer, den charmerende energibombe, Sean, der er hiv-positiv, forelsker sig dybt i hinanden.
Umådelig vigtig
"120 Slag i Minuttet" handler naturligvis i det brede perspektiv om "ACT-UP"-bevægelsen og sygdommen aids. Om de enorme tab og de intense følelser, som de implicerede demonstranter måtte gennemgå. Men instruktør Campillo skjuler ikke sin egentlige intention. Sygdommen blev også brugt som et fejt retorisk værktøj i forhold til stigmatiseringen af homoseksuelle, prostituerede og narkomaner. Som en ung, uvidende pige hånligt fnyser til Sean og Nathan under en af "ACT-UP's" energifyldte demonstrationer på en skole: "Jeg får ikke jeres lorte-aids. Jeg er ikke homo". En på daværende tidspunkt stor udbredt misforståelse, som formentlig også var snært tæt på regeringens egen retorik. Filmen er umådelig vigtig, og den fanger på autentisk vis de moralske dilemmaer, som "ACT-UP"-bevægelsen konstant må forholde sig til i filmen. Filmen starter primært ud som et omfattende socialpolitisk drama, men i takt med at karaktererne folder sig ud foran hinanden, bliver filmen et langt mere knugende og humant drama, om viljen til at overleve og forelske sig, der langsomt og grundigt snævrer sig ind på livet af de to hovedpersoners, Sean og Nathan, sjæleknyttende forhold. Ja... Hvor blev den Oscarnominering af? Kæmpe, kæmpe bommert af Akademiet.
Bevægende skuespil og teknisk finesse
Arnaud Valois, der spiller Nathan, er fuldt ud overbevisende, både i de erotiske sexscener mellem Sean og Nathan, men også i deres stille og intime øjeblikke sammen. Men scenestjæleren i hver eneste sekvens, som han er med i, er Nahuel Pérez Biscayart, der spiller den først så kække og charmerende Sean, men som også er ramt af aids, og derfor ændrer hans attitude sig også gradvist henover filmen. Biscayart er ofte så troværdig og overlegen i nogle scener, at man sidder med en smertelig tyk klump på tværs i halsen, alt imens tårerne triller hastigt ned ad kinderne. En mangelagret pragtpræstation, der utvivlsomt stadig sidder i kroppen på undertegnet flere dage efter jeg så filmen. Teknisk består Campillo også til ug med kryds og slange. Instruktionen er livagtig og reportagepræget, hvilket giver filmen en fantastisk dynamik. Kameraarbejdet er flere gange hektisk og rundtosset, men det passer exceptionelt godt til en film, der bearbejder et tema så omdiskuteret og konfust som aids. Manuskriptet er både dynamisk og intelligent, specielt i scenerne, hvor man bliver præsenteret for "ACT-UP"-bevægelsens passionerede møder, hvor tempoet er højt, og følelserne er på højtryk.
En fremragende film om en forfærdelig sygdom
"120 Slag i Minuttet" er en fremragende film om en forfærdelig sygdom, der sitrer i kroppen og rumsterer i baghovedet længe efter rulleteksterne. Overvejer man at indkassere en billet til filmen, bør man straks veksle overvejelserne til kynisk handling. For "120 Slag i Minuttet" vil tage dig med storm.
