Skriv en kommentar
Nu bliver det barskt, for “Skyggejagt” handler om et torturofferet Hamids intense jagt i det skjulte på sin bøddel. En bøddel, han aldrig har set, men som har kostet Hamid fysiske og psykiske men fra tiden som underkuet og fængslet under det syriske regime. Faktisk burde Hamid slet ikke være i live, for han blev af regimet efterladt til at dø i den stegende ørken uden mad og drikke. Hamids hustru og datter døde under bombninger foretaget, mens Hamid sad indespærret. Derfor har Hamid således heller ikke rigtig nogle familiære forpligtelser, der skulle være til hinder for, at han begiver sig ud på dette togt. Da “Skyggejagt” for alvor tager sin begyndelse, så møder vi dog Hamid i Strasbourg godt to år efter. Opsat på at finde den mand, som har ødelagt sit liv. Man kan næsten mærke intensiteten i det beskrevne ovenfor. Det får blot fornyet styrke, når du ser filmen - vel vidende at der er tale om autentiske begivenheder.
Det er ualmindeligt intenst at se Hamid i sin stilfærdige men målrettede søgen. Ingen ved, hvad Hamid foretager sig inde bag sit daglige virke ud over vi, der ser med. Han skal helst ikke vække opsigt, men samtidig gradvist nærme sig sit mål. Det er særligt Hamids stille scener, der brænder sig ind på nethinden. Vi ved, at vi står med et såret individ, som agerer som egenrådig spion, og det er der noget særligt nervepirrende ved. Hamid bliver en del af en gruppe, der opsporer krigsforbrydere, der opholder sig i Europa. Disse samtaler og koordinerer via en lukket liga i et skydespil online. Så når vi mærker krigens rædsler, så foregår det gennem et computerunivers, hvor det ikke er selve det visuelle, der er interessant. Det er derimod dialogen internt, mens gruppen er online.
Det er en stor mundfuld, men han mestrer det. Ja, jeg taler om debuterende instruktør Jonathan Millet. Det er ikke så lidt vildt, at det er sådan en historie, der lige ligger først for, når man taler om første produktion. En understregning af, hvor fint et værk, der er skabt, kan tydes ud fra, at “Skyggejagt” blev udtaget til Cannes Festival og nomineret i Camera d’Or-kategorien. Vinder blev den ikke, men det er den så blevet i folks bevidsthed. Herhjemme havde den ganske kort spilletid i mindre biografer og i stor konkurrence med mere fordøjelige og promoverede titler. Nu er chancen her for at tage hævn i dobbelt forstand, for det vil være synd og skam at snyde sig selv for Millets perle. En af 2025s mest intense thrillers, der har spionelementer i sin kontekst.
