Skriv en kommentar
Forlægget til dokumentar og iscenesættelse af “Mors drenge” er TV/radio-vært, journalist og fremragende smagsdommer Adrian Hughes egen bog “Mors dreng - erindringer om familien Dreyers magt og millioner” fra 2022 og podcast “Mors afskedsbrev” fra 2021 på seks episoder, som er vanvittigt godt fortalt af Adrian Hughes himself. Radiomediet kommer virkelig til sin ret med spændingskurver, bizarre stemninger og mindre choks pibler frem og sætter sig mærkbart i kroppen hos lytteren. I podcasten formår Adrian Hughes at vende sin dybe tvivl til galgenhumor og med et nærvær og sproglig elegance at skabe et slags isolerede rum mellem sin fortællestemme og lytteren. På den måde kommer vi helt tæt på hans dissekering af moderen Jette Dreyer. Udadtil datter af arkitekt/byggematador og mangemillionæren Thorvald Dreyer og uddannet psykolog og autodidakt kunstkender. Indadtil og over for sine fem sønner svingede hun fra at vise omsorg til at være lystløgner/sociopat, straffe/slå og røg en masse cigaretter tilsat al for meget alkohol, som for en kort stund dulmede hendes svigt og enorme følelse af tomhed og ensomhed.
Adrian Hughes indleder filmen med at sige “Min mors liv var en tragedie” og moderen Jette Dreyer (spilles eminent af Birthe Neumann som den ældre moder) læser den første og sidste linje op af sit perfide afskedsbrev til sine fem sønner. Vi ser hende sidde ved computeren og taste løs og med en smøg i den ene hånd. Hun daterer brevet 5. September 2002 og indleder med en dramatisk overskrift “Til mine sønner efter min død” og fortsætter “Jeg beder til, at I er bedre ægte mænd og fædre end I har været sønner” og afslutter afskedsbrevet med “I’ll be back!”. Denne sidste krølle skrevet på engelsk virker mere kraftfuld end på dansk og kan opfattes både som ironisk, en joke fra hendes side og samtidig helt bogstaveligt, at selv efter sin død vil hun jagte dem fuld af had og hun er sig helt bevidst om, at hun med sit ondskabsfulde afskedsbrev får det sidste ord og ingen af de fem kan sætte sig imod.
Mens bidder af afskedsbrevet læses op ruller kameraet langsomt forbi hver af de fem brødres ansigter og dvæler ved dem, så de fremstår som en slags still-leben og portrætter. Scener fra barndomshjemmet rekonstrueres med moderen (spilles intenst af Asta Kamma August, moderen som ung) og faderen (spilles med apatiskhed af Jakob Cedergren, faderen som ung og faderen selv Thomas Hughes 90 år og åndsfrisk) og en barneskuespiller, mens en af brødrene gennemlever en ubehagelig oplevelse, som spilles for øjnene af ham fx julegaven som er et spejl med moderens whiskymærke på eller en mere ufrivillig komisk scene, som tre af brødrene fortæller om, at moderen slog dem så hårdt med faderens bordtennisbat, at det brækkede midt over. Faderens forrykte reaktion var hans vrede på moderen over at hans yndlings bordtennisbat var brækkede over, ikke at hun slog deres børn/sønner.
I afskedsbrevet sviner hun dem til hver og en, men mest de tre ældste. For de to yngste Adrian og hans lillebror Philip forherligede hun på sin vis, selvom Philip ad flere omgange og allerede fra barnsben fik at vide, at han slet ikke skulle have været til. Adrian derimod så hun som en gave eftersom hans fire brødre er fra mars og han selv fra venus og moderen havde alle dage ønskede sig piger, men fik i stedet for fem drenge.
Birthe Neumann har tidligere spillet den danske forfatterinde og fortællerske Karen Blixen i filmen “Pagten” fra 2021 af Bille August. I sin skuffelse over at miste sin discipel, digteren Thorkild Bjørnvig til ægte- og faderskab, fremsiger hun den mest spydige bemærkning: “ Hvordan vil du finde den hellige gral med en barnevogn”. Hermed udtrykte Karen Blixen, at Thorkild Bjørnvig aldrig vil blive en stor digter/forfatter, når han i hendes øjne ikke vil vie sig helt og holdent til forfattergerningen, men en stor kendt dansk forfatter/digter blev han.
På samme niveau og med stor spydighed i stemmen leverer Birthe Neumann med stor overbevisning den mest ondskabsfulde kommentar, Adrian fik fra sin moder, mens de sad og nød den smukke operasal i Covent Garden i London. Hele situationen er forvrængede og udsprang sig af, at der ikke var en handicaprampe til moderens rollator ved Covent Gardens hovedindgang. Moderens kortslutning af den ophedede diskussion ender med, at hun siger direkte til sin søn Adrian: “ Jeg har altså født en nazist”.
Dokumentar/iscenesættelsen af min mors afskedsbrev tilsat ambient live musik som del af scenerne er eksperimenterende og suger publikum med ind i gennemspilningerne og rekonstrueringen af udvalgte barndomstraumer og er et tiltrængt afbræk fra CGI-film med al for mange effekter, hurtige replikker, ensformig musik etc. Dog slår dokumentaren “Mors drenge” ikke helt podcasten “Mors afskedsbrev”, som undertegnede vil give seks funklende stjerner og håbe på at TV-programmet “Smagsdommerne” med Adrian Hughes ved roret genopstår med nye ugentlig afsnit i denne ‘kunstige’ verden.
