




Skriv en kommentar
Der er nogen, der må have haft travlt med mange bolde i luften på det seneste. Josephine Park er aktuelt i TV2-serien “Oxen”, der netop har startet visning af sæson 2. Senere på måneden kan du opleve Dar Salim i “Herkules Falder”. Paprika Steen er fra på torsdag aktuel som instruktør på nytårsaftenfilmen “Det Nye År”, hvor Anders W. Berthelsen er på rollelisten. Lige her og nu spiller han Brian i “Børnene Fra Sølvgade 2”, hvor Sebastian Jessen også medvirker. Instruktør på sidstnævnte er Mehdi Avaz. Alle ovenstående navne har endda haft en tur i karrusellen i Netflix-filmen “Mango”, som har premiere i dag. Skal vi smøre ekstra tykkere på, så er Renée Toft Simonsen medforfatter på “Mango” (i øvrigt sammen med Mehdis bror Milad), og hun står som bekendt bag børnebøgerne om føromtalte “Børnene Fra Sølvgade”.
Nå, snuden i sporet på Netflix’ nye danske film, hvor Josephine Park spiller den ambitiøse hotelmanager Lærke, hvis chef (Paprika Steen) sender hende til Spanien for at sikre sig en mangofarm, der skal rives ned og blive endnu et stort og fashionabelt hotel i kæden. Lærke står ellers lige foran at skulle holde ferie med sin datter, hvor turen skulle have gået til Bornholm. Det vil Lærkes fantast af en chef ikke høre tale om, for tiden er knap med hensyn til at slå til i Spanien. Afsted det går, men ikke alene. Lærkes datter Agnes er med på turen, som en slags kompensation for den aflyste tur til den danske solskinsø. Agnes er absolut ikke fyldt med glæde over denne store ændring. Agnes har gennemskuet, at hendes mor skal sydpå i arbejdsøjemed, og derfor kan man næppe kalde det en ferie.
Ankommet til mangofarmen møder Lærke og Agnes stedets indehaver, den i Lærkes øje irriterende Alex. Lærkes skjulte agenda preller af på Alex, der yder hende ussel service og høje priser for en såkaldt mangonade. De to er virkelige hinandens modsætninger, og for Lærke er det tæt på utåleligt at være i Alex’ nærhed. Missionen må godt overstås så hurtigt som muligt, så Lærke kan komme hjem igen. Imens Lærke på kejtet vis forsøger at løse sin opgave, så slapper Agnes anderledes af i Malaga. Hun får hurtigt en veninde, der viser sig at have tilknytning til Alex. For Lærke er rejsen i det hele taget et dilemma, for det er en tvungen nødvendighed at være i kontakt med den ubehøvlede Alex, mens det, som dagene går, ligner, at Agnes får en overraskende fremragende tid i det spanske.
Lærke finder med tiden ud af, hvorfor Alex er så tæt knyttet til mangofarmen. Måske har den robuste mand alligevel værdierne i orden, og måske er han slet ikke så dum en cocktail for Lærke. Jep, sød musik opstår, og Lærke bliver meget i tvivl om, hvordan hun skal stille sig, når hun nu have et klokkeklart formål med en sviptur til sydens sol, men nu rent faktisk begynder at kunne lide stedet.
Mehdi Avaz har tidligere stået bag “Toscana” for netop Netflix. Han er ikke bange for at kaste sig ud i danske spillefilm med lokation uden for landets grænser. Han har fået samlet et stærkt hold, der også tæller Josephine Højbjerg, der nok fortsat bedst er kendt som Tinka fra de populære tv-julekalendre. I en mindre rolle ses også Lise Baastrup, som en anmassende mor ombord på flyet mod Malaga. “Mango” er langt hen ad vejen en feel-good film. Den har masser af charme, selvom den dykker ned i den svære kærlighed, skjulte dagsordener, et anstrengt familiært bånd og anskuelsesændringer. Skønt at se, at man stadig kan lave underholdende film, der er ganske ukomplicerede, og så lade den vare halvanden time. Sværere er det ikke. “Mango” skal nok få den ventede opmærksomhed og blive en gedigen streamingsucces.

