Skriv en kommentar
I 1976 var et af de store danske filmhit - JULEFROKOSTEN lavet af Finn Henriksen (1933-2008) – som skildrede bøvede danskeres ulidelig måde at holde jul på, med den store drukkultur og halvsjofle vittigheder, der peger nedad.
I 2025 har Paprika Steen forsøgt på samme måde at tale danskerne nedad – når hun en nytårsaften samler vennerne hos Nomi, som er værtinde, Jens, Charlotte og Kris og deres børn til en traditionsrig nytårsaften – og for at få flere konflikter og uforudsete dramaer – er Nomis nye kæreste lægen Finn også inviteret med – men kommer lidt senere end de andre og med et horn af en kransekage i cellofanpapir – de kigger alle på ham med skeptiske øjne i det brune klistrede hjem med altan, og den kommer til at spille en rolle.
Alt er nydeligt med alskens pynt – og Kong Frederiks nytårstale i baggrunden kommer til en lille uenig debat – god eller dårlig – om den var som Dronning Margrethes? Lyt selv. Og Finn (spillet lidt overstyret af Lars Brygmann (f. 1957) – men han gør selvfølgelig indtryk på selskabet, da han tager fat på nytårstorsken og skærer hoved af og ufølsomt vrænger øjet ud og spiser det råt. Så er stilen sat – lignende kunne også være sket ved julefrokost i 1976. Og Finn skal selvfølgelig være festlig og sprænge en bordbombe mellem vinflaskerne – men Jens råber højt, og da festlighederne senere får én til at sætte et truthorn helt ind i øret på Finn – bliver det for meget, og han vælger senere at forlade selskabet – mens hans kæreste Nomi lyster sig i en smuk kærlighedsdans med den lidt generte Kris (spillet tæt af Christian Tafdrup f. 1978). Finn har ellers en sjov replik, da han skal kritisere de unges brug af TakTik
Men filmens kerne er også den manglende Martin – som var gift med Nomi (f. 1979 spillet elskeligt og rytmisk af Tuva Novotny) – og selskabet hele tiden kommer med små berusende kommentar for at trøste Nomi – og med den spydige kommentar<. Det har da ikke været sjovt at falde ud over en altan – og hvordan skal vi en nytårsaften både være morsomme og passe på ikke at komme til at træde andre over tæerne – så er det godt den bestemmende husherre, Jens – (Anders W. Berthelsen, f. 1969) har et kort i ærmet og nytårshuer til alle – selvfølgelig enkelte vil ikke være med, og Jens bliver pludselig en anden med den røde hat, hvid skjorte, slips og seler.
Selskabets to unge Vincent (Daniel A. Ørum-Hansen, f. 2007) og Caroline (Nikoline Juul Rohold) har for længst valgt at forlade middagen og gået ind på et værelse – og senere sniger de sig ud i den københavnske fyrværkeriaften med traditionelle raketter på Rådhuspladsen – og ved midnatstid kommer filmens mest morsomme påhit – da de to unge kommer op i Rådhustårnet og sætter en kæp i uret, sekundet før 12-slaget og alle venter. I stuen står de fire voksne og parate til at springe ned fra en stol, og hvad så??
Og Jens er også lige pludselig nede på Rådhuspladsen og findes selvfølgelig sovende op ad væggen ved vinduet med sin røde hat og den hvid skjorte – og de unge får ham op – det kunne også ske ved en julefrokost i 1976.
Jeg savner den morsomme del og mindre hektiske side af en sammenkomst, som jeg fandt i Den tid på året, hvor en charmerende lillesøster inviterede sig selv til juleaften – selv om hun havde vendt familien ryggen – og her opstod flere opbyggede samtaler uden dette nytårs pinligheder. Og i 2025 de evindelige klicheer med ”skat, skat – og vi har ikke haft sex i fire år” og 90 års-fødselsdagens slogan viser vejen fra starten: The same presidium as last year ja, som i 1976.
