Skriv en kommentar
Det er næsten 40 år siden, Arnold Schwarzenegger kæmpede sig gennem det dødsfarlige spil ”The Running Man” i 1987 – en film, som forfatteren Stephen King aldrig var helt begejstret for. Nu har instruktør Edgar Wright kastet sig over historien igen. Denne gang med et mere samfundskritisk fokus – men stadig med masser af action.
Vi befinder os i et dystopisk fremtids-USA, hvor samfundet er dybt splittet. TV-programmet The Running Man er en brutal konkurrence, hvor deltagerne bliver jagtet i 30 dage af professionelle jægere. Overlever de, vinder de én milliard dollars.Ben Richards (Glen Powell) er desperat efter at redde sin syge datter og lader sig overtale af showets charmerende, men hensynsløse producer Dan Killian (Josh Brolin) til at deltage som en sidste udvej. Men Bens mod, trodsighed og instinkt gør ham hurtigt til en uventet fanfavorit – og en trussel mod hele systemet. I takt med at seertallene stiger, bliver spillet farligere, og Ben må ikke blot kæmpe mod jægerne, men også mod et helt samfund, der vil se ham falde.
Glen Powell er et oplagt valg til rollen. Han har karisma, udseende og fysik til at være en ægte actionstjerne, og han viser her en mere vred og frustreret side, som klæder ham. Josh Brolin er modbydelig og overbevisende som den grådige producer, der kun tænker på seertal og profit – og udnytter de svageste for underholdningens skyld.
Wright tegner et skræmmende og præcist fremtidsbillede af et USA, hvor kløften mellem rig og fattig er blevet uoverstigelig. Mure adskiller samfundslagene, og den amerikanske drøm virker som et levn fra fortiden. Men temaet er velkendt – vi har set lignende dystopier før, fra ”The Hunger Games” til tv serien ”Squid Game”, hvor det mest uhyggelige ikke er selve dødslegen, men hvor langt mennesker vil gå for at overleve i et kapitalistisk system.
Det har i det hele taget været et stort år for Stephen King-filmatiseringer, og ”The Running Man” føjer sig flot til rækken. Om King selv vil være mere tilfreds denne gang, er svært at sige. For selvom Wright forsøger at fremhæve samfundskritikken, overdøves den til tider af amerikansk storhed og hans egen trang til at placere en actionsekvens hvert femte minut. Som rendyrket actionfilm fungerer den glimrende – men de moralske pointer bliver lidt for overfladiske.
”The Running Man” er et underholdende og tempofyldt actionbrag, båret af Glen Powells karisma og Wrights sans for visuel energi. Moralen drukner til tider i eksplosioner og blod, men som popcornfilm fungerer den upåklageligt.
