Skriv en kommentar
Husker du, da Joshua Oppenheimer kippede lidt med det danske flag, da den engelsk-amerikanske instruktør sikrede Oscar-nomineringer for “The Act of Killing” (2012) og “The Look of Silence” (2014)? Den københavnsk-baserede filmskaber kom på alles læber med sine to sammenhængende og meget stærke dokumentarfilm og skabte røre om sig. Det er ikke meget, vi har hørt til ham siden, men nu er han igen aktuel. Denne gang dog ikke i realverdenen, for heldigvis er Jorden ikke i en apokalyptisk tilstand. Det er den dog i “The End”, hvor Oppenheimer lader Tilda Swinton, Michael Shannon og George MacKay danne familie af mor, far og barn i en isoleret luksusbunker dybt nede i en saltmine, da jordens overflade er ubeboelig.
Oppenheimers første fuldlængde spillefilm er et sært mix af drama, science fiction og musical og har en spilletid på hele 2 ½ time. Alt i alt er der kun ni forskellige roller i besætningen, hvor to af dem fungerer som en slags cameo (dog uden, at der er tale om kendte ansigter). Vi er altså i små 150 minutter gemt af vejen under jorden, hvor en velhavende familie er forskanset, og lever et skemalagt liv med bl.a. træning af sikkerhedsforanstaltninger, fitness og svømning. I “The End” hedder karaktererne såmænd bare det, de er. Mother, Father og Son. Vi møder dog også Doctor, Butler og Friend, der på forunderlig vis også har funktioner og samspil med familien. Sekstetten får tingene til at fungere i et hierarki, der er lønligt for alle parter. Forstyrrelsen er dog til at få øje på, da Girl ud af det blå finder vej til familiens bunker. Hvordan skal det ikke gå, når en udefrakommende bliver et ikke-kalkuleret medlem af en flok, der har et indgående kendskab til hinanden og deler et unikt kredsløb?
Ankomsten af en ny brik i økosystemet rusker noget op i struktur og dynamik, og der bliver både spillet og sunget om alt det herlige og farlige, som ændringen afstedkommer. Særligt når replikkerne synges, for ja, det er nærmere handlingsmønstre og tanker, der gjaldes ud mere end, det er deciderede sange. Moses Ingram (“Obi-Wan Kenobi”, “The Tragedy of Macbeth” og aktuel i “A House of Dynamite”) spiller den nyankomne, der også vækker nogle følelser hos Son. I det hele taget tager “The End” et kig ind i vores tendens til flokmentalitet og det med at høre til i en sluttet kreds. Den vinkel er så sandelig interessant, men formen er simpelthen en kende for skør til mig. Filmen er alt for lang til at kunne bære dette kammerspil, hvor den begrænsede lokation ganske vist er pæn, men også særdeles ensformig. Vi har simpelthen ikke brug for to en halv time til at gennemskue krusningerne ensemblet efter, at der kommer en “ny pige i klassen”. Alt det syngen, der foregår fra karaktererne er ofte ulidelig og det er svært at forestille sig, at noget som muntert som en sang passer til de foruroligende omstændigheder, der er ved, at gruppen aldrig slipper fra bunkeren.
Det er tæt på at være en gang poetisk nonsens, der kommer ud af “The End”, selvom selve idéen ikke fejlede noget, før den blev omsat til manuskript. Det er ellers så etableret en kraft som Rasmus Heisterberg, der har ført pennen sammen med Oppenheimer selv. Heisterberg, der har været forfatter på “En Kongelig Affære”, “Fasandræberne”, “Mænd Der Hader Kvinder”, “Kongekabale” og mange andre danske træffere, skyder denne gang ved siden af skiven, og “The End” ender som en noget rodet og ufuldstændig film, som den lille lukkede gruppe nok selv holder af, men som fiser lige hen over hovedet på alle andre.
