Skriv en kommentar
Filmen er baseret på en sand historie om duoen Lightning and Thunder, som i 1990’erne og starten af 00’erne opnåede en vis lokal berømmelse i og omkring Milwaukee. Som parret, hvis kærlighed til hinanden og til musikken holdt dem sammen gennem tykt og tyndt, ses Hugh Jackman og Kate Hudson, der med stor varme portrætterer to passionerede weekendmusikere. Filmen er instrueret og skrevet af Craig Brewer og fungerer som en kærlig hyldest til alle dem, der jagter drømmen ved siden af hverdagen.
Da Mike (Hugh Jackman) ser Claire (Kate Hudson) optræde med sine Patsy Cline-covernumre, ved han straks, at han har fundet en åndsfælle. Den tidligere Vietnam-veteran, som har lagt sit alkoholmisbrug bag sig, deler Claires brændende lyst til at stå på en scene. Claire, der er enlig mor til to, ser lige så hurtigt gnisten, og deres kærlighedshistorie flettes sammen med historien om Lightning and Thunder, der langsomt tør satse på musikken og træde frem i rampelyset med deres fortolkninger af Neil Diamonds sangkatalog.
Hugh Jackman og Kate Hudson har en virkelig god kemi og bærer filmen med både charme og musikalitet. Begge kan deres håndværk, og det er tydeligt, at de deler en fælles forståelse for den musikalske verden, filmen bevæger sig i. Samspillet gør historien troværdig og let at holde af – også når filmen bevæger sig ind i mere alvorlige kapitler af deres liv. Også Mikes hjerteproblemer behandles med respekt og alvor.
For at undgå at blive rendyrket sukkersød feel-good, giver filmen plads til mørkere elementer. Dårlig økonomi, personlige kriser og ikke mindst Claires alvorlige ulykke med livsændrende konsekvenser tilfører fortællingen en nødvendig tyngde. De frustrationer og mentale udfordringer, der følger med, skildres respektfuldt, selvom filmen aldrig dvæler længe i det tunge.
Samtidig er filmen fast besluttet på at bevare sin optimistiske grundtone. Det hele skal nok gå – måske endda lidt for sikkert. Succeserne kommer hurtigt, modgangen overvindes effektivt, og selv større konflikter får forholdsvis hurtige løsninger. Det gør filmen forudsigelig, men også tryg og publikumsvenlig.
“Song Sung Blue” er en sød, charmerende og velspillet film. Den følger biografi-genrens velkendte skabelon og overrasker sjældent, men den har hjerte, varme og stærke præstationer nok til at gøre den til en behagelig og opløftende oplevelse. Man bliver ikke blæst bagover – men man går ud af biografen i godt humør.
