Skriv en kommentar
I 1997 udkom ”Anaconda” for første gang med Jennifer Lopez, Ice Cube og Jon Voight på rollelisten. Filmen var langt fra et kunstnerisk mesterværk, men dens overdrevede monsterlogik, primitive CGI og rendyrkede B-film-energi gjorde den til et kult-hit, som mange elsker at vende tilbage til – netop fordi den er så dum. Nu forsøger man at genoplive fænomenet i et reboot med et selvironisk meta-greb, hvor man både vil lave grin med originalen og hylde den.
Doug (Jack Black) og Griff (Paul Rudd) har været bedste venner siden barndommen og deler en fælles drøm: at genskabe deres yndlingsfilm, kultklassikeren Anaconda. Midt i en klassisk midtvejskrise beslutter de sig for endelig at føre drømmen ud i livet og rejser dybt ind i Amazonas for at starte produktionen. Men projektet tager hurtigt en drejning, da en gigantisk anaconda dukker op og forvandler deres kaotiske filmset til en dødsfælde. Drømmen om at lave den film, de ville dø for at lave, risikerer pludselig at blive alt for bogstavelig.
På papiret lyder det som et oplagt setup for selvironisk satire, men filmen formår aldrig at udnytte sit potentiale. Skuespillerne spilder ganske enkelt deres talent. Jack Black er igen castet i en velkendt, højtråbende udgave af sig selv – en rolle han mestrer, men som efterhånden føles træt og forudsigelig. Paul Rudd leverer sin sædvanlige sympatiske charme, men også han er fanget i et manuskript, der ikke giver ham meget at arbejde med.
Det er tydeligt, at holdet bag filmen har haft det sjovt. Problemet er bare, at den fornøjelse sjældent smitter af på publikum. Meta-humor fungerer kun, hvis den er skarp, præcis og har noget på hjerte. Her bliver den snarere en undskyldning for ikke at tage ansvar for hverken plot, karakterer eller spænding. Når filmen konstant blinker til publikum og gør opmærksom på sin egen absurditet, mister den både tempo og bid.
Selv anacondaen – filmens egentlige trækplaster – bliver mere CGI-støj end reel trussel. Den er hverken uhyggelig, imponerende eller kreativt udnyttet, og filmen formår aldrig at finde balancen mellem monsterfilm, komedie og satire.
”Anaconda” er hverken uhyggelig, sjov eller opfindsom nok til at retfærdiggøre sin eksistens. Den vil være ironisk, men ender med at være ligegyldig. En meta-idé uden tænder – og et reboot, verden sagtens kunne have været foruden.
