Skriv en kommentar
Åbningsscenen er i en smuk og prægtig herskabslejlighed i Paris, hvor psykoanalytikeren Lilian Steiner (spillet med en naturlighed af Jodie Foster) har sin praksis og hun optager alle sine sessioner med klienterne på en forældet minidiscs. Det er hendes måde at være i kontrol på, fremstå professionel og for alt i verden ikke miste grebet om sig selv.
Startskuddet på dramaet bliver med det amerikanske art-punk/new wave band, Talking Heads sang ”Psycho killer”, som kan høres i hele opgangen og det irriterer Lilian grusomt, da hun står til at skulle modtage en klient. Hun hamrer på døren til lejligheden og vil klage og døren åbnes på klem af nogle teenagedrenge, som svarer igen med nogle franske slangord, som hun bliver nødt til at google. Med sammenpressede mund og forargelse optager hun alt på sin minidiscs, selv en nabokonflikt som denne, overhører hun ikke. Samtidig siger det meget om den rille, hun sidder fast i.
I Talking Heads sang synger de netop om en endeløs strøm af ord og tanker uden substans og disse ord giver en ret præcis karakteristik af Lilians mentale tilstand:
“You start a conversation, you can't even finish it
You're talking a lot, but you're not saying anything
When I have nothing to say, my lips are sealed
Say something once, why say it again?”
Lilian bliver revet ud af sin trygge kontroltilværelse, da en klient Paula (spillet af Virginie Efira) gennem mange år og som Lilian er kommet for tæt på i hendes tiltrækning af Paula, pludselig har begået selvmord fra den ene dag til den anden. Tvivlen og beskyldningerne begynder at tage form. Er Lilian medskyldig fordi hun har ordinerede for meget medicin? Eller er det ægtemanden Simon (spillet effektivt og nærmest ulækker af Mathieu Amalric) og datteren Valérie (spillet intenst af Luàna Bajrami), som har lavet et komplot for at kunne arve mange penge.
Lilian inddrager sin godhjertede eksmand Gabriel (spillet med varme og lethed af Daniel Auteuil) i sin opklaring af det, som hun tror er et mord. Deres voksne søn Julien (spillet af Vincent Lacoste) inddrages ufrivilligt. Idet Lilians egne strategier og metoder knækker og ikke virker, tyer hun til en hypnotisør, hvor hun kommer i en trancetilstand, nærmest et mareridt udspiller sig for øjnene af hende. Hun ser et tidligere liv, hvor hun og Paula er elskere og de sidder i en parisisk orkestergrav og spiller cello og det er under besættelsen og nazistsoldater pibler frem i operaen og en af jugend-Hitler militsen er hendes egen søn, som ser på hende som en fremmed og som en jøde og idet han trækker pistolen rives hun ud af mareridtstilstanden af hypnotisøren, som ikke ønsker at se hende igen.
De mærkelige visioner og mareridts som Lilian har overbelæsser filmens historie med de mindre sidehistorier, som aldrig afsluttes eller flettes ubesværet ind i hovedhistorien. For eksempel Lilians temmelig problematiske forhold til sin søn og lille barnebarn, hvor hun bekender, at da hendes søn var baby lod hun alle venner og familiemedlemmer holde ham, fordi hun ikke ønskede, at han skulle blive for knyttet til hende.
Undertegnede sætter spørgsmålstegn ved, hvad ”Vie privée” egentlig handler om og hvad den prøver at sige. En ting er sikkert, Jodie Foster spiller fremragende og med et elegant fransk.
