Skriv en kommentar
Cillian Murphy er filmens absolutte højdepunkt Han udfører med en sårbar brutalitet der konstant vipper mellem psykisk sammenbrud og stoisk facade. Han bærer både filmens emotionelle tyngde og dens psykologiske spændingsfelt uden at søge lette point.
Når Steve fungerer, er det fordi kameraet tør blive hængende ved Murphys mikroudtryk – de små ryk i kæben, det glassede blik, den næsten ubehagelige ro. Det er skuespil, der inviterer til langsom fordøjelse.
Her opstår den største udfordring: tempoet. Filmen er fortalt med en næsten meditativ ro, der i perioder er poetisk, men som i andre scener øges intensiteten med konflikt og chokerende drama. Der ligger en tydelig intention om at skabe et karakterportræt hvor stilhed og tomrum fortæller historien men i praksis fremstår strukturen ujævn og en anelse ubalanceret.
Flere scener trækker unødigt ud, uden at der tilføres nye lag til især Steves indre konflikt. Det giver en oplevelse af, at filmen bremser sig selv, netop når Murphy har bygget et momentum op, der fortjener at blive forløst.
Steve tør tage fat på svære temaer: skyld, maskulinitet, traumer, og hvordan mennesker bærer på historier, de selv knap forstår. Det er modigt og resonant. Men filmen balancerer aldrig helt mellem introspektion og narrativ fremdrift, og derfor ender den med at være stærkere i stemning end i fortælling. Selvom Steve emmer af ambition og følelsemæssig tyngde kæmper filmen med en struktur der ikke helt formår at bære dens eget materiale. Fortællingen bevæger sig ujævnt mellem intime karakterstudier mockumentary-greb og mere konventionelle dramatiske sekvenser, uden at disse spor for alvor bindes sammen til et samlet narrativt hele. Resultatet er en film, der til tider føles episodisk og famlende som om den hele tiden er på vej mod noget betydningsfuldt men sjældent når frem til den fulde forløsningskraft. Ambitionerne er tydelige, men den dramaturgiske stringens, der kunne have løftet helheden, mangler.
Steve er en film man husker ikke for sin helhed, men for sine øjeblikke. For den måde Cillian Murphy fylder billedet med uro og menneskelighed. For sin visuelle tone
Det er en fremragende præstation lagt ind i en film der ikke altid ved, hvor hurtigt den bør bevæge sig.
En stemningsfyldt og modig film båret af en formidabel Murphy (Som for tiden brilliere med store skuespilpræstationer) men tynget af en pacing der spænder ben for dens fulde potentiale.
