Skriv en kommentar
Denne nye franske-danske produktion er baseret på en roman og skildrer arkitekten Johan Otto von Spreckelsens arbejde med opførelsen af den ikoniske triumfbue i Paris. Den placerer sig i krydsfeltet mellem politisk magtspil, kunstnerisk stædighed og private konsekvenser.
I 1982 udskriver Frankrigs præsident Francois Mitterand en anonym arkitektkonkurrence om at skabe et monument, der skal fuldende den historiske akse mellem Louvre og Triumfbuen i Paris. Til alles overraskelse vinder den danske arkitekt Johan Otto von Spreckelsen (Claes Bang) - hidtil kendt for blot fire danske kirker og sit eget hus. Fra sit liv i Danmark træder Spreckelsen ind i centrum af Paris’ politiske og kulturelle spotlight. Nu står han i spidsen for et kolossalt projekt, men hans idealistiske vision udfordres af skiftende politiske vinde, magtspil og bureaukratiske barrierer.
Filmen dvæler længe ved hovedpersonens kompromisløse natur og de politiske kampe omkring byggeriet. Desværre bliver dialogen og handlingen hurtigt ensformig, og meget af filmen føles som gentagelser af samme konflikt: politisk pres over for en stædig arkitekt, der nægter at give sig.
Ægteskabet fremstilles som en central del af fortællingen, men vi får kun glimt af det. Derfor mangler de følelsesmæssige konsekvenser tyngde. Når hustruen til sidst forlader ham, føles det mere abrupt end uundgåeligt, fordi filmen ikke har opbygget konflikten tilstrækkeligt.
Skuespillet er filmens største styrke. Vores egen danske Claes Bang leverer en overbevisende præstation som den kompromisløse arkitekt og formår at give karakteren både autoritet, stædighed og en underliggende frustration – selvom det franske ikke altid sidder helt i skabet, men det er en del af pointen. Også filmens franske skuespillere bidrager solidt og giver de politiske magtspil en troværdig tyngde.
”Den nye triumfbue” er et ambitiøst og velspillet projekt, men dens langsomme tempo og manglende dramatisk udvikling gør den mere interessant som idé end som filmoplevelse.
