Skriv en kommentar
Vi stiller os alle spørgsmålet: Hvad sker der efter døden? Et komplekst og mystisk emne, som instruktør og manuskriptforfatter David Freyne har valgt at gribe an med både varme og humor. For i hans version af efterlivet får vi ikke bare fred — vi får også en række beslutninger, der skal tages, før vi bevæger os videre mod evigheden. Og for Joan betyder det, at hun pludselig skal vælge mellem to mænd, hun har elsket.
Da Larry (Miles Teller) dør uventet foran sin kone Joan (Elizabeth Olsen), vågner han op i en kaotisk mellemstation mellem liv og død. Her møder han sin efterlivskoordinator Anna (Da’Vine Joy Randolph), der fortæller ham, at han har en uge til at beslutte, hvor – og med hvem – han vil tilbringe resten af sin evighed. En uge senere ankommer Joan til samme sted. Hun er stadig rystet og forvirret, men lykkelig for at se sin mand igen. Men hendes verden vendes på hovedet, da hun opdager, at Luke (Callum Turner) – hendes første mand, der døde i Korea-krigen – har ventet tålmodigt på hende i 67 år. Pludselig står Joan overfor et umuligt valg: hvem skal hun tilbringe sin evighed med?
Filmens største styrke er dens humor og varme. Da’Vine Joy Randolph er en sand fornøjelse som efterlivskoordinator – halvt sagsbehandler, halvt psykolog, halvt stand-up-komiker – og hendes deadpan-kommentarer er nogle af filmens bedste øjeblikke. Hendes kemi med både Miles Teller og Elizabeth Olsen gør, at man næsten selv glemmer, at de alle sammen er døde.
Trioen har en skøn dynamik. Det er umuligt ikke at holde med alle tre, og filmens charme ligger netop i, at den gør det umuligt at vælge side. Man forstår Joans dilemma, fordi både Larry og Luke repræsenterer hver deres form for kærlighed, hver deres liv, hver deres tabte mulighed.
Filmen leger på fornem vis med tanken om, at kærlighed kan eksistere på flere tider af ens liv – og stadig være lige rigtig. Derudover er ideen om, at selv efter døden slipper man ikke for kapitalismen, fuldstændig genial. Det er nemlig ikke kun sjælene, der skal finde deres evige plads – deres “verdener” bliver nærmest solgt til dem som timeshare-lejligheder. Det er absurd, ironisk og virkelig sjovt, og filmen formår at gøre efterlivet både magisk og dybt genkendeligt.
Selvom filmen er både rørende og humoristisk, er den også en smule for lang. Der er sekvenser, hvor fortællingen tydeligvis kæmper med at finde ud af, hvad Joan egentlig vil, og det trækker tempoet ned. Nogle af filmens overvejelser – om forhold, valg og evighed – bliver gentaget lidt for mange gange, og det kunne med fordel være strammet ind. Men selv når tempoet daler, er universet så kreativt og hjertevarmt, at man tilgiver det meste. Filmens styrke ligger i dens idé, dens skuespillere og dens evne til at få efterlivet til at føles som et både praktisk og følelsesmæssigt kaos, man næsten kunne tro på.
”Eternity” lykkes med både humor, originalitet og rørende øjeblikke. Idéen er stærk, castet er forrygende, og universet er så kreativt, at man næsten får lyst til at høre, hvad ens egen efterlivskoordinator ville sige. Selvom filmen kunne være kortere, er det en skøn, varm og overraskende livsbekræftende fortælling — om døden.
