Skriv en kommentar
Forestil dig at se en film om en ældre herre, der sidder på en restaurantbar. Her sidder han og føler sig forsmået og jaloux, mens han fortæller frit fra leveren omkring livssituationens ulyksagligheder. Den eneste tilhører er bartenderen, der samtidig servicerer den kværulerende herre med stærk spiritus, der ikke umiddelbart gør snaksaligheden mindre. Sådan kan man ganske fair tillade sig at beskrive Richard Linklaters værk. Hvad der kunne lyde som en stereotyp, småkedelig og ensformig monolog-film kan vise sig at være Oscar-vinder om to en halv måned…
Nu er herren i baren dog ikke hvem som helst. Han er Lorenz Hart, der var en af de store tekstforfattere til musicals, teaterstykker og dertilhørende sange. Han har netop midtvejs forladt opførelsen af sin tidligere makker Richard Rodgers’ seneste stykke “Oklahoma!”. Hart finder stykket substansløst og en direkte leflen for publikum. Han anser det ganske enkelt som et alvorligt skridt ned i niveau i forhold til da han og Rodgers i samarbejde skabte teaterstorhed. Hart søger mod den restaurant, hvor der siden skal holdes reception for “Oklahoma!”. Her sidder han og ytrer sit mishag til bartenderen Eddie (Bobby Cannavale), mens han venter på sin bedårende muse, den 20-årige Elizabeth Weiland (Margaret Qualley).
Dette er en af Linklaters klassikek dialogbårne film. Minimalistisk med rotationen med lokationer og persongalleri. Det handler som så ofte før om nuet, som vi har set det i “Before”-trilogien og “Boyhood”. Ethan Hawke portrætterer Hart, der har ramt bunden med et stort alkoholforbrug, der i en periode har kostet ham samarbejdet med Rodgers. Hans sygelig druk har gjort ham ustabil og ufokuseret, og det er han nu klar over. Derfor er det også så stor en hurdle at overvære “Oklahoma!”, som han nok har et behov for at rakke ned - fordi han ikke har været en del af det. Bitterheden oser ud af Hawkes Hart, og da først Rodgers dukker op i restauranten, er Hart nødtvunget til at være en anerkendende og underdanige eks-partner, der må uddele roser og applaus. Dog brænder der en ild inde i Hart, der har sin faglige stolthed og den har han svært ved at lægge en dæmper på. Det gør Hart til en levende yoyo i forhold til hans særdeles akavede kontakt til alle omkring ham. Bartenderen, Rodgers og den underskønne Elizabeth.
Ethan Hawke er på skærmen i stort set samtlige sekunder af den 100 minutter lange “Blue Moon”. Han balancerer mellem at være en aldrende autoritet til en svækket knægt, balancerer mellem uddeling af ris og ros og balancerer mellem ædruelighed og en gedigen brandert. Man forstår hvorfor, at Hawke nævnes som storfavorit til at være blandt de fem Oscar-nominerede mandlige skuespillere, når disse afslører til januar. Der er endda medier, der peger på, at Hawke kan ende med den gyldne statuette, selvom konkurrencerne kunne hedde Leonardo DiCaprio og Timothy Chalamet.
“Blue Moon” er naturligvis opkaldt efter den klassiske evergreen fra 30’erne. Hvad Rodgers og Hart bedrev af andre udødelige hits, må du google dig til. Man behøver dog ikke have særligt kendskab til disse autentiske personer eller deres virke og musik. Man kan sagtens se “Blue Moon” som det fine værk, den er. Det er nemlig ikke svært at finde nerven i en knækket mand, der engang “var noget”, men nu klynger sig på et halmstrå i branchen. Sjældent har noget så simpelt virket så effektivt.
