Skriv en kommentar
New York 1930. Der bliver sladret godt om den grumme forføreske af gifte mænd Mrs. Erlynne. Så godt at hun til sidst må pantsætte sine smykker og med ubetalte hotelregninger i kølvandet flygte til den Italienske Riviera. Her møder hun det nygifte par Meg og Robert Windermere der befinder sig pænt mod toppen på den sociale rangstige. Samtidig forelsker den joviale Lord Augustus sig i hende og med giftermål i sinde erklære han ærligt, at han nemt kan se gennem fingrene med hendes fortidige fejltrin. I mellem tiden finder Meg dog håndfaste beviser på at Robert er faldet som endnu et offer for Erlynnes forføriske evner og vakler mellem sin mand og stedets erklærede ungkarl og Playboy Lord Darling, der længe har eftertragtet hendes dyd.
Og over det hele svæver en sværm af aristokratiske gribbe, der hvisker og tisker og sladrer og udspyer en stadig strøm af eviggyldige og morsomme sandheder, om mænd og kvinders uomtvistelige trang til at bedrage hinanden. Sandheder der måske mere skal vise sig at være selvopfyldende profetier. Sandheder der nok i virkeligheden mere er med til at fastholde os i snæversynet intolerance og uvidenhed.
At skrive mere om hvad der sker på rivieraen vil svare til at nævne morderen ved navn på bagsiden af en krimi. En yderligere ledetråd må være, at filmen er baseret på et stykke af den notoriske Oscar Wilde (1854-1900) der som erklæret bøsse, på en tid hvor homoseksualitet var en utilgivelig skandale og en synd, nok kendte til begrebet fordømmelse. Men samtidig var Wilde en meget sprudlende og ofte morsom forfatter og her begynder det at halte for A Good Woman.
Nok er de mange citater der bliver flettet ind både morsomme og rammende, men det fænger bare ikke rigtigt. Og hvis man sidder og ikke kan finde hoved og hale på noget som helst de første tre kvarters tid, er det såmænd ikke hovedet den er gal med. Det er filmen der er underlig flad og kraftløs og mest får persongalleriet til at fremstå som en oprørt sø af navnløse ansigter der ikke når at brænde sig fast i ens korttidshukommelse.
Det virker mærkeligt når de ledende skuespiller nu gør det fint som de gør. Trods det lidt underlige valg til rollen gør Helen Hunt (Mad About You, Det Bliver Ikke Bedre osv.) en fin Mrs. Erlynne og Tom Wilkinson (sidst set som gangsterboss i Batman Begins) er som altid god som hendes bejler Lord Augustus.
Til gengæld ved jeg stadig ikke hvad jeg skal mene om den yndige Scarlett Johansson. I 2003 var hun nær løbet med en Golden Globe for Lost In Translation samtidig med sin medvirken i den billedskønne Pigen Med Perleøreringen og sidste år løb hun rundt i The Island i en mere eller mindre intetsigende rolle. Jeg er spændt på hendes videre karriere men forventer stadig at se meget mere fra hendes kant. Det kan gå begge veje. For resten af besætningens vedkommende er det mest i birollerne man skal finde noget patos.
Alt i alt er det fortrinsvis instruktøren Mike (To Kill A King) Barkers skyld, at filmen falder sammen som en fortvivlet souffle. Han strammer tøjlerne for meget hvor han burde have slækket og slipper dem helt hvor filmen kunne have brugt en gevaldig opstramning. Men tre stjerner trods alt.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Nordisk Film.
