Skriv en kommentar
Kameraet er monteret på Peter Alsteds cykelhjelm og på autentisk vis er vi med på turen og kan ’mærke’ den høje fart, som han cykler med over broer, bugter, snoede og asfalterede veje i alskens vejr. Han er konstant på jagt efter et sted at overnatte på sin vej ned gennem Europa og middelhavsområdet. Hver dag overskrider han sin grænse, når han beder fremmede mennesker om at give ham husly for én nat. Samtidig søger han at finde svar på essentielle og universelle spørgsmål, om vi mennesker ikke reagerer på samme instinktstive måde, når vi er sat under pres og betingelserne for at opfylde basale behov er ikke eksisterende. Om du er spanier, syrer, dansker eller er af anden nationalitet bliver underordnet og nærmest opløst, når han med kameraet indfanger tilfældige mennesker på fortorvene, bænke, parker i storbyer eller ude på landet. Landegrænser som vi er opdraget med per definition at respektere synes ligeledes at blive opløst i overført betydning, når han med høj fart på racercyklen krydser grænserne. Det viser sig, at det mere er de ’usynlige grænser’ og spørgsmål som hud/hårfarve/identitet, som er muren, Peter Alsted møder i sin færden ned gennem Europa til Middelhavsområdet.
Hitchhiker og biavler
At krydse landegrænser og overskride og eksperimentere med fremmede menneskers grænser viser sig at være en eminent katalysator til at åbne for tankevækkende og ærlige refleksioner om at være i stand til at kunne lukke et fremmede menneske ind i sit hjem, comfort-zonen eller sit ’safe space’. Peter Alsted er så velsignede at møde en hitchhiker fra Grækenlande og en biavler fra Østrig. De siger uafhængigt af hinanden og taler direkte ind i Peter Alsteds kamera, at han jo er en hvid mand med privilegier og fra Danmark. Det sætter Peter Alsted sig for at modbevise ved at lade hitchhikeren (hedder Abed) til at forsøge sig med at spørge om husly. Den tyske biavler giver en hel monolog om fællesskab, hvor vi hører hendes stemme, mens kameraet filmer hendes træhus og grønne tilgroede have. Hun siger, at hun ikke føler sig som østriger, men som verdensborger/’Weltbürgerin’. At grænser ikke betyder noget for hende og hendes afslutningsreplik er, at: ”Vi må tænke på alle og ikke på nationer og grænser”.
En snegl på vej er tegn på regn til Spanien
Inden Peter Alsted når til Spanien laver han et ultra close-up af en brun og klæbrig skovsnegl på en asfalterede landevej omgivet af tæt skov. Cykeltempoet i høj fart sinkes til slowmotion og det bliver et meditativt intermezzo med skovsneglen, som trækker al tempo ud og med kameraet absorberes der total stilhed og en indre ro når ud til publikum.
Peter Alsteds dokumentar og eksperiment vikler sig ud i dybe essentielle og filosofiske refleksioner og giver i allerhøjeste grad stof til eftertanke. Undertegnede anmelder spørger sig selv, vil jeg lukke en fremmed ind, som bad om husly?
