Skriv en kommentar
En prolog bliver læst op inden dokumentaren går i gang. Det er et slags manifest, hvor de to grundlægger af Hatari og hovedpersoner, Matthías og Klemens, vises i halvtotal, så vi kan se, at de sidder i et omklædningsrum foran et spejl. Derefter vises close-up af deres ansigter, da de på skift læser en linje højt. Hver linje begynder med navnet på deres band ’Hatari’:
Hatari is a meaningless flag
Harari is a silent alarm
Hatari is a lament that is screamed into the wind
Hatari is a spectacular reception
Hatari is an unwritten diagnosis
Hatari is salt in our wounds
Hatari is a mediation of the mediocre
Hatari is a lone dancer
Hatari is a delayed oblivion
Hatari is a relentless scam
Manifestet er en slags messen på grund af gentagelsen. De læser hver sætning op med stor alvor. De fremmesser nærmest gruppen/Hataris sjæl og med ordene visualiserer de Hataris ’kerne’ og ’kraft’ og at Hatari er skabt og sat i verden for et højere formål.
To år før deres optræden ved Eurovision 2019 var gruppen blevet hype på den islandske undergrundsmusik scene i Reykjavik. Samtidig etablerede de en medieplatform, hvor de bl.a. kunne udtrykke deres frustrationer over et samfund gennemsyret af normalitet. Forsangeren Matthías’ synger ikke, men råber og skriger nærmest ordene frem og én af hans første sætninger var ’the bottom mud of society leaks over the toes of people’. Han mener, at Hatari er formet som et ’political burst of outrage’. Et vredesudbrud og et opråb om at blive ved med at kritisere og kæmpe for fred i verden. Inden de skal på scenen i Tel Aviv, konstaterer Klemens, at: ”...if we don’t unite/form peace then hate will prevail. Hate is on an uprise in Europe”.
Klemens fortæller direkte ind i kameraet, hvorfor Hatari valgte at stille op til melodi grandprix: “Eurovision was a very interesting path to go, a completely different way to what people expect of us”. Desuden arbejdede de seriøst og hårdt med at være et anti-kapitalistisk band, og i en Eurovision-kontekst vil deres politiske budskaber nå ud til flere. Tv-seere og helt almindelige mennesker verden over vil ikke kunne undgå deres ’political statement’ om fred og befrielse af israelske bosættelser på Vestbredden.
Hatari får en guided tur gennem Hebron, som påvirker dem enormt følelsesmæssigt. Det forstærker blot deres trang til at få deres politiske budskab frem. Bosættelserne er ’realities in prison’. I dag er der 27 israelske bosættelser bygget op omkring Hebron fra alle retninger. Dertil er der 25 israelske bosættelser længere væk fra Hebron og som en slags forposter. Inde i Hebron er der fire israelske bosættelser og en israelsk skole. Hatari ser på deres guided tur i Hebron, at der er metal rundt om vinduerne som beskyttelse. Matthías er dybt rystet og siger ’what kind of macho bullshit is this’.
Executive for Eurovision, Jon Ola Sand siger i et interview som advarsel og reprimande henvendt til Hatari, at ’Eurovision is a non-political event. We have to keep that free of politics’.
Klemens og Matthías benytter deres medieplatform til at tage til genmæle over for trussel om boycott fra EBU. De siger, at Island er ét af de to lande i Vest-Europa, som anerkender Palæstina som stat og at Hatari aktivt vil kritisere den israelske regering med kunst og med idéer i stedet for boycott. De taler også direkte til Benjamin Netanyahu på deres medieplatform og siger ’If Eurovision 2019 is not a political affair then the Likud party is a pop band and Netanyahu is the lead singer’.
Udover støtte fra familie og venner, som deltager som publikum i Tel Aviv, får Hatari fuld opbakning fra den islandske statsminister, Katrìn Jakobsdóttir, som siger, at: ”People are allowed to have their political opinions and when we come to artists, I think they have a really special freedom to use all sorts of strategies to mediate those opinions”.
Ved afstemningen i Eurovision 2019 har Hatari smuglet halstørklæder med det palæstinensiske flag ind i det grønne afstemningsrum, hvor der altid filmes live. Matthìas og Klemens holder tørklæderne med det palæstinensiske flag op for åben skærm live for 2 mio. tv-seere. Missionen er udført med stort mod og aldrig vaklen om det var rigtigt eller forkert.
Det er ikke kun Eurovision, som fylder. Hatari har også indledt et samarbejde med Bashar Murad, en palæstinensisk musiker. Fra instruktørens hånd laves der et elegant og prof. krydsklipning fra de politiske diskussioner med Matthías, som er udmattet af at stå foran kamera til der klippes til dromedare, som er introen til deres musikvideo med Bashar i Jericho ørknen i Palæstina.
Hatari er tro mod deres eget manifest hele dokumentaren igennem, hvor Anna Hildur følger dem med sit kamera fra begyndelsen til missionen er udført. Titlen på dokumentaren er rammende og påtrængende ”A Song Called Hate”.
Alle i Island både børn og voksen tager tøjstilen og sangen til sig. Især omkvædet ’hate will prevail’ skriges med lungers fulde kraft. En undergrundssang som bliver mainstream og en national landeplage på den seje og samlende måde kunne ikke ende bedre. Og som den islandske statsminister siger: ”This is very islandic, when we really take something on, we take it on”. Det kunne vi i Danmark godt lære en hel del af, mener undertegnede anmelder.
