Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Selv om kaldenavnet Anzac umiddelbart leder tankerne hen på en sydamerikansk stamme, refererer det i virkeligheden til et dusin australske soldater, der gjorde tjeneste under 1. Verdens Krig - krigen, der skulle ende alle krige. Truppens fællesbetegnelse var altså en bekvem forkortelse for The Australien and New Zealand Army Corps (ANZAC).
Den danske oversættelse lyder meget belejligt og noget mere prangende ”Ærens vej”. Belejligt, fordi aussiernes vej vitterligt var bygget op af ærefulde brosten, og prangende, fordi denne betegnelse meget dårligt aftegner krigens og soldaternes sande kaliber. Ærens vej følger på godt, ondt og midt imellem en heltemodig og sympatisk australsk soldatertrop fra deres naive, godvillige tilmelding til den endnu lumrende europæiske krig, fra det blodsudgydende slag ved Galipoli i 1915 til de umenneskelige forhold i skyttegravenes sorte afgrundsdyb i Frankrig anno 1916, fra det berømte Somme-felttog til de afgørende krigstog ved Ypres og endegyldigt krigens længeventede finale og den definitive triumf.
Undervejs fokuserer filmen på soldaternes inderligt forbundne samhør, der bestandigt bliver underlagt de værste prøvelser og de sværeste odds. Mens de øvrige europæiske hære styrter i grus, én efter én, lykkes det Anzac at holde hovedet koldt, også i bagende sol, slå koldt vand i blodet, selvom vandet mest smager af lunkent tis og benene dybt forankret i den virkelighedspåmindende jord, også selv om denne tager form af grumset skyttegravsmudder. Denne minigruppe frivillige civile evner at holde udholdende stand, og dermed bliver de den bestemmende brik i krigens lysseende facit. Den uforlignelige militærstyrke transformerer sig hurtigt til en efterkrigslegende, der dog koster betragteligt i form af sviende, svidende tab for dem selv og det unge Australien. Det europæiske landkort er blevet gendannet, genrestaureret, men det er den hårdt prøvede trup så sandelig også …
All you need is … war?
Ved både første, andet og tredje øjekast er Anzac en på alle måder formidabel miniserie. Den formår på blot otte timer at sætte klo i så forskelligartede tematikker som dissensen mellem nation versus kolonimagt, kærlighed kontra krig og frihedens dubiøse pris. En af de første fremstående problemstillinger, som Anzac tager op, er den skærende gnidning mellem den blot 13 år gamle Australien og kontinentets problematiske forhold til dets imperiske moderland, Storbritannien. Dette utilslørede skisma bliver rammende illustreret i en af seriens startsekvenser, hvor en aristokratisk forsamling skal skåle først for kongen, så for imperiet og sidst for Australien.
Selv om en af seriens karakterer på et tidspunkt udbryder: ”Venner kan være en byrde i denne krig.”, er det ikke des mindre de varme, indlevende venskabsbånd, som knyttes mellem soldaterne, der bliver seriens primære udsynspost. Og sikke et godt udsyn. Krigskaosset til trods, og til trods for utallige menneskeliv, der konstant hænger på vippen, fremstår Anzacs bevæbnede flok som en hjertevarm skare, man elsker at være i fiktivt selskab med og ønsker at kunne bringe til faktuel live. De er ingen dovne lænestolsstrateger eller dét, de selv sarkastisk kalder: ”B-Company – be here when soldiers go, be here, when they come back.” De er modige, kære og inspirerende, og derfor sidder man som tilskuer og holder vejret, når de tyske bomber falder lidt for tæt på og hepper på troppen, når et af de mange fatale frontalangreb lader til at gå i den rigtige retning. Og selv om seriens præst modløst tilkendegiver, at ”et menneske ikke kan hade på kommando”, er det heller ikke hadet eller krigen, der som sådan optager spotlyset i denne serie. Det er sammenholdet, det er broderskabet.
På trods af eller måske lige netop fordi Anzac blev til i 1985, fungerer krigsscenerne eminent og føles helt naturlige uden nymodens specialeffekter. Manuskriptet bærer præg af hjerteblod, omtanke, planlægning. Enkelte dialoger er næsten af litterær art – ”Krigens bitterhed gennemsiver dette land som en gift”, ”idealisme er tidens forbandelse”, og ”denne krig er en begravelsestale for en hel generation”. Nogen vil finde det for puffet og pompøst, andre (ligesom overtegnede) vil mæske sig i disse lingvistiske lækkerier.
Samtlige skuespillere leverer enestående præstationer, der løfter seriens kostbarhed flere trin op. Specielt Paul Hogan (vores alle sammens Crocodile Dundee) er flaben i front som en sand spydig, satirisk spøgefugl. Det er soldaternes fasttømrede alliancebånd, der bærer seriens hovedstol, men den tør endog kradse i krigens grundlæggende meningsløshed og uundgåelige omkostninger. Soldaterne bliver i sidste ende smidt ind i krigen som lam til slagterbænken, mens fine officerer og skvaldrende politikere hegner sig inde i deres dyre kontorer og dikterer slagets gang. De er uretfærdigt nok blevet givet alle esserne, alle fordelene.
Kød og blod mod maskingeværer, der bestialsk udraderer begge sider, og dermed paradoksalt nok forener fjender i fælles elendighed. Det er ”den blinde, der leder den stumme”, som en af soldaterne erklærer så klogt. Anzac skildrer krigens blodige månelandskab efter granatbombardementerne, både i bogstavelig og overført betydning. Den spørger, om krig er en skæbne værre end døden. Den diskuterer, om menneskeliv er en uudtømmelig, uværdig ressource. Bemærker, at krig er djævlens matematik. At kærlighed skal gøres til den gældende trosbekendelse.´
Og den gør alt dette godt. Rigtigt godt.
Jeg vil afslutte denne anmeldelse med et pragtfuldt, sørgmodigt digt, reciteret følelsesfuldt i Anzac, som en fuldkommen genspejling af både seriens – og krigens – tematiske taktslag:
THEY ask me where I’ve been,
And what I’ve done and seen.
But what can I reply
Who know it wasn’t I,
But someone just like me,
Who went across the sea
And with my head and hands
Slew men in foreign lands …
Though I must bear the blame
Because he bore my name ...
Ekstramaterialet består af en times dokumentar - "The Making of ...". Den omhandler baggrunden for filmen, forklarer de historiske facts og krydrer med enkelte interviews. Informativt, men også en anelse kedsommeligt. 3/6 stjernehatte herfra!
www.soulmedia.dk
