Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Livet går sin stille gang på et plejehjem i Jerusalem. Beboerne har gode lejligheder og masser af mulighed for både at deltage i fælles aktiviteter og samtidig kunne trække sig tilbage til mere private omgivelser. Med alderdommen følger imidlertid oplevelsen af svære sygdomsforløb, der både for den syge og for vedkommendes omgivelser.
Yehezkel lunter omkring, reparerer forskellige maskiner og giver sig – til sin kones ikke helt fulde begejstring – ud for for at være Gud over en ældre, kvindelig beboer, der har mistet sin mand. Man kan undre sig over, hvorfor denne kvinde ikke undrer sig over, hvordan Gud kan kontakte hende pr. telefon. Ikke mindst da hun ringer tilbage og får fat i Yehezkels kone, Levana. Allerede her er der lagt en let tone for det gennemgående pudsige handlingsforløb.
Yehezkel når frem til, at der bør gøres noget. Det bør være muligt at sikre det enkelte individs ret til selv at vælge, hvornår han eller hun vil herfra. Et på mange måder kættersk synspunkt i et samfund, der er stærkt præget af jødedommens syn på livet som noget helligt og ukrænkeligt. Han går derfor igennem forskellige forsøg på at overtale andre beboere til at påtage sig opgaven at være den, der trykker på … ’knappen’, inden han når frem til løsningen. Et apparat, der gør det muligt for den svært syge selv, der skal beslutte – og handle.
I biografen opleves filmen mere komedie-, til tider farce-agtig end når man sidder i sin stue med ”Afskedsfesten” i DVD-afspilleren. Til gengæld står filmens alvorlige baggrund mere klart – og kan derfor være en glimrende anledning til at diskutere videre, når filmen er færdig.
På plejehjemmet i Jerusalem spreder rygtet sig om Yehezkels opfindelse. Flere beboere er interesserede og det lille hold, som Yehezkel har samlet, drager flere gange afsted med apparatet og ikke mindst det videokamera, der hjælper med at sikre dokumentation for, at de svært syge er fuldt indforståede med at … sige farvel.
Samtidig trænger kvalerne for Levana sig på. Tegnene på fremskridende Alzheimer bliver flere og flere. Ét øjeblik glemmer Levana at tage tøj på, inden hun går ned i den fælles spisesal og det næste lægger hun sin håndtaske i fryseren, da hun kommer hjem. Måske er hun den næste … ’bruger’ af sin mands apparat?
Den ene af filmens to instruktører, Tal Granit, har selv skrevet manuskriptet til ”Afskedsfesten”, hvilket måske er forklaringen på, hvorfor og hvordan filmen formidler og er præget af en særlig lethed, lune og følsomhed ind i dialogen mellem hovedpersonerne, som emnet aktiv dødshjælp alt andet lige er. Man skal ikke forvente stor dybsindighed eller barske og nærgående portrætter af svært syge. Det er til gengæld netop udgangspunktet i overvejelser om, hvad der er en … værdig død, der løfter filmen et godt stykke over krampagtig ugebladsfølagtighed.
… så når slutteksterne ruller over skærmen, kan man både føle sig godt og muntert underholdt – og en lille klogere på livet – ude foran TV-skærmen.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Scanbox.
