Skriv en kommentar
Åbningsscenen er grynede billeder. En tæt tåge har lagt sig om en faldefærdig og forladt landsby, som en gang var. Huse står i brand og ved siden af to heste på en mark, hvor den ene står oprejst og den anden ligger død. Der klippes til et gult vejskilt med sorte bogstaver, hvorpå hovedstaden i Kosovo ”Prishtina” står skrevet. Imedens glider vi med kameraet ind i en bus og motorens monotone rytme er den eneste lyd vi hører, for børnene i bussen er usædvanlig stille.
Dokumentarfilmen er delt op i tre kapitler ”Fortid”, ”Nutid” og ”Fremtid”. Vi følger fire børn; tre drenge og en pige (De spiller sig selv: Gëzim, Shpresim, Besnik og Xhevahire) over tid i en periode på 15 år og ser dem blive unge mennesker og voksne. De hvisker og taler direkte til kameraet om deres liv i en afgrundsdyb fattigdom. Den voksne kvinde Xhevahire konstaterer med dæmpet stemme, mens hun med et apatisk og udmattende blik ser ind i kameraet: ” At leve i fattigdom er som at leve et liv i skam”. Drengen Shpresim udtrykker deres fattigdom meget eksplicit og direkte til instruktøren bag kameraet, Birgitte Stærmose: ”Der er kun en grund til, at jeg taler med dig. Det er sult! Jeg er SÅ sulten, at jeg kunne spise dine penge. Jeg kunne spise dig. Hvis du var død ligesom min far. Tag nu bare det billede! Jeg har et liv at leve”. Herefter ser vi Shpresim som voksen i nu’et, hvor han forsøger at forklare det uforklarlige, at krigen har sat sig varige spor og henvender sig direkte til os: ” Folk, som lever i fred, tænker på krig, som noget der passerer, […] men det er forkert. Krig sætter sig i mennesker som en pest. Ingen film kan nogensinde fortælle, hvordan den [krigen] virkelig var”. I al smerten og de traumatiske oplevelser ligger der også et håb gemt. Ved at fortælle deres historie, håber og tror han på, at han kan være med til at forvandle deres smertefulde fortid til en fremtid med glæde.
Gëzim har den mest mærkværdige historie, som indprenter sig på nethinden, da han fortæller den. At en ko reddede ham og hans bror. De lå klemt under dens mave og han var så bange, at han tog dens yver i munden. Som voksen oplever han, at folk kigger væk, når de ser ham og at han kun har en eksistensberettigelse ved at servicere og gøre andre folk glade. Han har dog ikke opgivet sig selv og har ambitioner og en drøm om at blive rapper. Han står med ryggen til kameraet og ser ud ad et faldefærdigt vindue, mens han rapper en sang om sit liv:
”Jeg har set for meget, mødt falskhed overalt”
”Jeg lever et liv uden farve, uden valg”
”Jeg vil leve i fred uden problemer, lægge alt bag mig”
”Vil kun jagte mine mål. Være rapper, skabe en fremtid”
”Og jeg giver aldrig op”
”Jeg lever ikke for penge, jeg lever for Gud og familie”
”Jeg sender en engel, jeg tramper ondskaben væk”.
At følge de fire børn/voksen over tid og høre deres smertefulde krigs- og efterkrigsoplevelser gør dokumentarfilmens fortælling stærk. Vi suges ind i deres ”rå” virkelighed som er mere virkelig end virkeligheden. Deres historier trænger sig på og deres intense og dybt alvorlige børne-og voksenansigter fryser sig fast på vores nethinde og fremstår som en slags stilleben i moderne format.
Den tyske forfatterinde Herta Müllers romantitel fra 2010: ”Alt hvad jeg har, bærer jeg hos mig” synes undertegnede anmelder går hånd i hånd med de fire protagonisters personlige historier og oplevelser, som de betror kameraet og opnår et fortroligt rum. Samtidig holder de også afstand. Helt ind under huden på dem, kommer vi ikke for de har deres værdighed og moral, uanset hvor fattige de er.
